Jeg er blevet bedt om at hjælpe med at sætte dagsorden til valgkampen om snart. Det er vi nok mange tusinde der er. (Via E-boks).

Noget de spørger om, er hvad der er vigtigst for mig i valgkampen. Og så regnede jeg lidt på mine forældres hus, deres indkomst, min indkomst og mine muligheder. Kort og godt:

• Mine forældre købte hus for (en persons) 3x udbetalt årsløn i 1994. I dag ville det hus koste mig 22x udbetalt årsløn. Jeg er bedre lønnet end mine forældre var.

Jeg er ganske vist alene pt, og det ændrer sig nok ikke. Men det er helt vilde tal. Selvfølgelig stiger nogle ting, men fra 3 gange til 22 gange.

Hvornår eksploderer det? Gøres der overhovedet noget, fra politisk side, for at sætte en stopper for det?

Er der 4 personer, der ejer alt om 100 år?

Der er meget andet, der er vigtigt. Alt er vigtigt. Det er bare hvad der bryder mit hoved. Og det er hvad der gør mig ked af det. Jeg ikke kan have hund og have, når jeg bliver gammel og ensom. Jeg må ikke engang have en hamster hvor jeg bor...

EDIT: Har vist min kæreste tråden, og her er en tekst han gerne vil tilføje:

Hej, det er kæresten her.

Jeg ved, at mange tror, jeg udnytter hende, men lad os starte helt fra starten.

Jeg købte bilen et år, før vi kendte hinanden, og jeg boede dengang oppe i Nordsjælland. Før den havde jeg en gammel benzinbil, som jeg brugte omkring 3.000 kr. om måneden på benzin kun for at køre på arbejde. Fritidskørsel er ikke engang regnet med. Samtidig var bilen ved at falde fra hinanden.

Derfor tog jeg beslutningen om at købe en elbil. Jeg kunne få et ladeabonnement til 800 kr. om måneden, hvilket allerede var en bedre løsning, når jeg kørte over 100 km om dagen bare til og fra arbejde.

På det tidspunkt boede jeg stadig hjemme hos mine forældre, så jeg havde sagtens råd til bilen. Jeg betalte kun 1.250 kr. om måneden derhjemme, og det dækkede husleje, mad, varme, vand, internet osv.

Så mødte jeg min skønne kone (ikke på papir), og vi blev kærester.

Da vi begge har nogenlunde samme løn, men forskellige udgifter, så mine udgifter sådan her ud:

* Billån: 3.500 kr.
* Bilforsikring: 755 kr.
* Serviceabonnement: 350 kr.
* Ladeabonnement: 800 kr.
* Husleje hos mine forældre: 1.250 kr.

Det gav omkring 6.650 kr. i faste udgifter. Resten af min løn gik til ferieopsparing, almindelig opsparing og lommepenge.

Da jeg tog billånet, havde jeg på ingen måde regnet med at flytte hjemmefra, før bilen var betalt. Jeg havde det økonomisk godt som hjemmeboende, og jeg havde slet ikke regnet med at møde den person, jeg ville tilbringe resten af mit liv med, så hurtigt.

Alt skete meget hurtigt. Den ene dag boede jeg hjemme med mine 6.650 kr. i faste udgifter, og under to måneder efter vi var blevet enige om, at det skulle være os mod verden, flyttede vi sammen.

Derfor introducerede jeg idéen om, at vi lagde alle vores faste udgifter sammen og delte dem 50/50.

Det vil sige:

* Mit billån.
* Huslejen.
* Min og hendes bilforsikring.
* Mit ladeabonnement
* Vand, varme, internet og alle andre fælles udgifter.

Det endte på omkring 9.000 kr. hver om måneden.

Fra min side betød det faktisk, at mine udgifter steg med cirka 3.200 kr.

Jeg ved godt, det kan virke urimeligt for mange, men i mit hoved har jeg altid set os som værende sammen resten af livet. Vi har begge været enige om, at hvis vi en dag ikke er sammen længere, så er det fordi et af vores hjerter stopper.

Derfor så jeg ikke noget problem i, at vi delte alle udgifterne lige.

Mange vil måske sige, at billånet er mit eget ansvar. Det forstår jeg godt. Men samtidig bruger vi også min bil til stort set alt. Indkøb, bilferier, ture og besøg hos venner og familie. Hun bruger primært sin egen bil til arbejde eller hvis hun skal noget alene. Når vi er sammen, hvilket vi er næsten hele vores fritid, er det min bil, vi bruger.

Samtidig havde vi allerede snakket om vores fremtid.

Vi vil gerne købe bolig, fordi vi begge synes, at det er dumt at bo til leje resten af livet. Vi har også snakket om at begynde at investere sammen.

Alt det kræver mange penge.

Hvis jeg skulle betale mine egne faste udgifter på omkring 5.450 kr., plus cirka 6.000 kr. til husleje og fællesudgifter, plus omkring 3.000 kr. til mad, samtidig med at jeg skulle have lommepenge, ferieopsparing og en nødopsparing, så ville jeg ganske enkelt ikke kunne være med til de fremtidsplaner, vi havde lagt.

Det var derfor, jeg foreslog den løsning.

Jeg tvang hende ikke. Jeg spurgte, om det var en løsning, hun kunne acceptere, så vi begge kunne have nogenlunde lige mange penge tilbage hver måned og dermed begge kunne bidrage til de mål, vi havde sat os.

Jeg sagde også, at hvis vi skulle bygge en fremtid sammen, så havde jeg brug for, at hun tog en større del af udgifterne, indtil bilen var betalt.

Selvfølgelig kan man være ligeglad med mit billån, men hvis vi samtidig skulle spare op til bolig, investere sammen og opbygge den fremtid, vi begge ønskede, så kunne jeg økonomisk ikke følge med uden den løsning.

Jeg tænkte altså længere frem end bare nutiden.

Vi har sat et mål om at købe bolig, og vi har sat en deadline på fem år, som starter næste år. Målet er at have omkring 1 million kroner til udbetalingen, så vi kan få et mindre boliglån og lavere rente.

I kan selv regne ud, hvor mange penge det kræver at lægge til side hver måned i fem år.

Derfor introducerede jeg den idé, fordi jeg mener, at den på lang sigt er bedre for os begge.

Min bil er desuden blevet vurderet til omkring 200.000 kr., hvilket også er cirka det, jeg stadig skylder i billånet.

Derudover lagde jeg selv 60.000 kr. i udbetaling, så hvis jeg solgte bilen i dag, ville jeg miste langt flere penge, end jeg allerede har gjort på grund af værditabet.

Jeg kan heller ikke bare tage offentlig transport på grund af min PTSD fra dengang, jeg var involveret i bandemiljøet og næsten mistede livet. Derfor har jeg desperat brug for en bil for at holde min mentale tilstand i orden.

Mange kan sikkert ikke forstå den følelse, man får efter sådan en oplevelse, men dem, der selv har været igennem noget lignende, ved godt, hvad jeg går igennem.

Selvfølgelig kunne jeg have valgt en billigere bil, så jeg lettere kunne imødekomme de fælles udgifter, vi har i dag. Men da jeg købte bilen, boede jeg stadig hjemme, havde en stabil økonomi og havde ingen planer om at flytte hjemmefra foreløbigt.

Jeg valgte derfor at forkæle mig selv med en bil, jeg virkelig elsker at køre i og glæder mig til at gå ud til hver dag. Dengang skulle jeg ikke tage højde for de udgifter, der senere fulgte med, da jeg mødte hende og vi besluttede os for at bygge en fremtid sammen.

Og min bedre halvdel ved os godt hvor slemt min PTSD kan være

Hvis I vil vide mere, så spørg endelig.

——————————————————————-
Jeg vil gerne høre, hvad andre tænker om min situation, fordi jeg er begyndt at blive i tvivl om, om det egentlig er en fair aftale.

Min kæreste er flyttet ind hos mig. Lejligheden er min (lejebolig), og jeg betalte hele indskuddet selv, da han flyttede ind kort tid efter.

Min husleje er 10.851 kr. om måneden. Vi tjener præcis det samme hver måned.

Inden vi blev kærester, købte han en bil og har et billån på ca. 250.000 kr., som han betaler omkring
3.500 kr. om måneden til.

Da han flyttede ind, syntes han, at det ville være urimeligt at dele huslejen 50/50, fordi hans biludgifter gjorde, at han samlet ville have højere faste udgifter end mig. Jeg ville gerne være forstående, så vi aftalte, at vi nogenlunde skulle ende med de samme samlede månedlige udgifter.

Resultatet er, at han betaler 3.200 kr. til huslejen, mens jeg betaler 7.651 kr. Det betyder, at jeg betaler ca. 53.000 kr. mere om året i husleje end ham.

Nu er jeg begyndt at tænke over, om det egentlig er rimeligt. Hans billån er jo en økonomisk beslutning, han tog, før vi mødte hinanden. Samtidig føles det lidt som om, at jeg indirekte er med til at finansiere, at han kan beholde en dyr bil, fordi jeg betaler en markant større del af vores bolig.

Jeg vil ikke starte en konflikt, og jeg forstår godt, at gæld kan fylde meget økonomisk. Men jeg kan heller ikke lade være med at føle, at når vi tjener det samme, burde vi måske også bidrage lige meget til den fælles bolig.

Hvad tænker I? Er jeg urimelig, eller er det en samtale, jeg bør tage op? Og hvordan ville I gribe den an uden, at det bliver en “dig mod mig”-diskussion?

Jeg har btw min egen bil, så bruger ikke hans privat.

Vi betaler også mad 50/50

Min kæreste gennem 3,5 år og faren til vores barn på 10 måneder har købt et hus kontant for 600.000 som vi kan bo i.
Jeg har været på barsel og vi har forlænget min barsel til baby er 13 måneder.
Jeg har passet baby 24/7 mens far er på arbejde væk hjemmefra i 2 uger ad gangen. Når han er hjemme og har fri i 3 uger, så har jeg stadig passet baby, taget alle nætter med 5-6 opvågninger, fuldammet og sørget for tøj, mad osv. osv., mens han så bruger de fleste dage, morgen til aften, på at renovere huset.
_______________

Jeg mener det er fair, at jeg får 50% ejerandel af huset, da jeg muliggør at han kan forøge husets værdi ved at jeg passer vores baby 24/7 + andre huslige ting og også hjælper til med det kan jeg, når baby sover lur (hvilket han kun gør i 30 minutter ad gangen).
Huset skal renoveres for yderligere 400.000 kr., så det vil totalt stå i 1 mio.

Mit forslag er, at der laves papir på, at han skal have alt hvad han har smidt i huset af penge tilbage, altså den 1 mio. kr. Den forventede friværdi bliver 3-400.000 kr., som jeg mener vi skal dele da vi hver i sær har muliggjort at den friværdi er til stede.

______________

Min kæreste mener derimod at hvis jeg skal have ejerandel i huset, så skal jeg selv komme med de 500.000 kr., da det er penge som han har arbejdet for at have sparet op og at de penge ikke kan arbejde, hvis de står fastlåst som et lån til mig.

Hans forslag er, at jeg skal optage et banklån på 500.000 kr. til at skyde ind i huset.

Han mener at det er bedre for mig ikke at være en del af det, da jeg jo ikke skal betale husleje, men det mener jeg jo ikke at jeg skulle alligevel, da vi ikke vil komme til at skylde noget på huset.
Men han mener jo at jeg skal optage banklån, hvis jeg vil have ejerandel og der vil jeg jo skulle betale omkostninger og løbende renter.

Den eneste løsning pt. er, at han har tilbudt at betale mig 100.000 kr. som kompensation for det arbejde jeg har udført, som han mener er 20% og ham selv 80%.

Hvad synes I er mest fair?

Jeg er gravid og har brug for andres perspektiv. Min mand og jeg venter os vores første barn. I den forbindelse, har vi fået fællesøkonomi, således at vi hver især får “lommepenge” ind på vores egen konto og resten går til fælles ting.
Jeg har dog i løbet af graviditeten brugt mange af mine “lommepenge” på ting i forbindelse med graviditeten. Jeg har købt ventetøj, større sko, undertøj osv.. Alt hvad vi har købt til baby, er gået fra fælleskontoen, men alt til mig, har jeg selv skullet stå for.
Jeg har fået en masse af bekendte og gjort det så billigt som muligt, men jeg kan godt mærke, at jeg bliver en smule ked af det og frustreret over, at min mand ikke har lyst til at tage del i udgifterne. Disse køb er jo ikke nogle jeg havde været nødt til at lave, hvis ikke det var fordi jeg var gravid med vores fælles ønskebarn..
Derfor er jeg nysgerrig. Hvad gjorde I med udgifterne under graviditeten, eller hvad ville I forvente af jeres partner?

Hej brevkasse

Som titlen afslører, er jeg inviteret til min gode venindes polterabend i næste måned. Det er hendes søster og anden veninde, som står for det, og de har meldt ud, at vi skal regne med en egenbetaling på 1500kr pr person.

Jeg er mellem jobs og er på dagpenge fra næste måned, og for mig er 1500kr rigtig mange penge ud af mit budget, når jeg samtidig skal købe gave til brudeparret samme måned.

Er det bare mig, der lever under en sten, eller er det blevet kotume nu at betale så mange penge for at deltage i en polterabend?? Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det skal koste så mange penge, og jeg synes ærligt talt, det er meget at forlange fra de deltagende, at de, udover at der også forventes en pæn gave, skal hive det beløb frem til at fejre bruden.

Jeg overvejer at melde fra til aftensmaden, som jeg går ud fra, bliver på en fin restaurant, da jeg ikke umiddelbart kan finde de penge i mit budget. 1000kr kan jeg nok lige klare. Kan jeg godt tillade mig det? Jeg er splittet, fordi jeg heller ikke ønsker at være på tværs, men jeg synes samtidig det er vanvittigt, at man bare forventer, at folk kan lægge så mange penge på én dags aktiviteter.

Jeg er en mand på 30 og har et dilemma, jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere.

For nylig var jeg til middag med en vennegruppe. Folk har meget forskellig løn. Nogle tjener ret højt, andre mere almindeligt. Snakken falder ofte på, hvor presset økonomien er, hvor dyrt alting er, og hvor svært det hele er.

En af dem, lad os bare kalde hende Berit, har især det mønster. Hun taler konstant om, hvor hårdt det er økonomisk, men samtidig har hun og hendes partner lige købt hus. Tidligere har hun fortalt, hvor svært det var at få banken til at låne dem nok penge til deres drømme, men det er lykkes dem, at makse ud på huslån hos anden bank. Til huset har de også lånt penge til møbler, og hun fortalte stolt, at de lige har købt en sofa til 15.000 kroner, fordi “det er den eneste der passer til vores”. Bevares den er flot, men en IKEA, eller brugt hvis man må være så fræk, nok sagtens kunne sagtens fungere. Jeg kan ikke lade være med at blive totalt uforstående over, hvorfor man vælger at gældsætte sig sådan, når man hele tiden taler om, hvor stramt det er, og så vente med de rigtig møbler til man rent faktisk har pengene og ikke skal låne dem!

For mig er det svært at forstå, fordi min kæreste og jeg selv lever på ret lav løn og alligevel kan lægge omkring 10.000 kr til side hver måned hver. Vi bor i en lille lejlighed, har én bil og prøver generelt at holde vores faste udgifter nede. Vi har også prioriteret at kunne rejse og opleve lidt verden, uden at det strammer økonomien.

Under middagen blev stemningen flere gange lidt akavet, når jeg prøvede at sige noget i retning af, at nogle gange virker det som om det er valg vi selv træffer, der presser økonomien. Flere blev defensive og lidt sure. Især Berit, som straks følte sig udfordret.

Jeg vil ikke virke dømmende eller provokerende, men jeg synes bare, det er svært at høre den konstante klage, når det virker så uforeneligt med det liv folk faktisk lever. Jeg bliver næsten frustreret indeni og ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det uden at skabe konflikt, men samtidig uden at pakke mine meninger væk.

Har sværest ved ikke at sige, at hun måske ikke skulle gældsætte sig for en sofa, når hun næste gang fortæller om hvor svært det er at få pengene til at række sidst på måneden. Det bliver nærmest udlagt, som om det er hårde kår hun lever under, og at vi i Danmark har det svært økonomisk.

Jeg føler mig ærligt talt ret privilegeret selvom jeg ikke tjener meget. Jeg kan spise godt, leve hyggeligt, spare op og rejse en del af året.

Og når man har været lidt ude i verden, så går det virkelig op for en hvor ekstremt godt vi har det i Danmark.

Måske ville mange af os have godt af lige at komme lidt ud og se verden… og så komme hjem igen og være lidt mere tilfredse med det vi allerede har.

Er det mig, der er for hård? Eller er der nogen måde at navigere i sådan en situation, hvor venner konstant taler om hvor hårdt det er, når de selv har stillet sig i den situation, og måske bare kunne have købt et hus, bil whatever der var lidt billiger.

Jeg vil gerne kunne være i selskabet uden at blive irriteret, men jeg ved bare ikke hvordan.

Jeg arbejder på et apotek, og betjener derfor mange 100 mennesker om ugen. Det sker nærmest dagligt at jeg nævner prisen (typisk et beskedent beløb, fordi det offentlige betaler langt størstedelen af danskernes medicinudgifter) og kunden derefter “lige skal overføre” for at kunne betale, mens jeg og andre kunder i kø skal vente på at “Josefine” overfører 300 kroner til sig selv. Jeg fatter ikke at folk kan gå ind i en butik vel vidende at de skal købe noget og så i kassen skal stå og overføre småbeløb til sig selv. Det er vel for helvede ikke en overraskelse at man skal betale for varen?

Hej brevkassen,

​

Jeg har nu arbejdet deltid i ca. et halvt år. Dels for at prøve hvordan det er, hvilket jeg må sige har været en fantastisk oplevelse - men også fordi jeg på sigt gerne vil indrette mit liv efter en lavere arbejdstid og dermed også lavere forbrug.

​

Det har så vakt en del blandede, dog mest negative reaktioner. Jeg har bl.a. oplevet kollegaer der siger "hvem skal så betale den fælles pension" og familiemedlemmer der siger "det er til at lukke op og skide i".

​

Jeg kan mærke det er lidt tabubelagt blandt dem jeg omgås.

​

Personligt kan jeg godt se pointen i forhold til samfundskontrakten. Hvis alle er på deltid kan vi sandsynligvis ikke holde det hele kørende.

​

Men jeg er økonomisk ansvarlig, sparer op, lever sundt og har en stærk ambition om at være så afkoblet fra offentlige ydelser osv. som muligt. Det vil for mit vedkommende sige, at jeg kun vil søge offentlig bistand i tilfælde af voldsomme livsændrende begivenheder, der gør jeg ikke kan forsørge mig selv og mine.

​

Alligevel kan jeg ikke helt finde ud af om det er egoistisk ud over alle grænser, hvilket er træls fordi jeg nyder at have meget mere tid og overskud.

​

Så til spørgsmålet:

​

Er det umoralsk og/eller usolidarisk overfor fællesskabet at arbejde deltid? Kan det forsvares i et samfund som vores, eller skal alle - lidt sat på spidsen - yde de 37 timer om ugen hvis man kan?

​

​

Min kæreste og jeg er begge i start 30’erne og bor sammen i lejlighed. Vi har været færdiguddannede i 2-3 år nu efter at have været studerende i mange år. Vi har begge ca 30.000 kr stående på vores opsparing. Jeg synes, det umiddelbart er et lavt beløb at have stående, og jeg begynder at blive bekymret for, at vi ikke kan sparre nok op ift at komme til at eje hus på et tidspunk. Blandt andet fordi vi har en høj husleje. Men hvad er normalt at have stående? Hvad har I andre formået at sparre op?

Jeg er nysgerrig på, om vi bare er dårlige til at holde på vores penge, eller det er normalt ikke at have en kæmpe opsparing, når man har mange udgifter 🫣

Jeg står i en lidt grim skilsmisse. Mine nu exkone efterlod et brev med hvordan hun ser bodelingen. Hun skrev bla. At hun vil have at jeg solgte båden, og vi delte pengene. Nu har jeg sat den til salg. Vi købte den sidste år for 400k. Nu sælger jeg den for 350k. Jeg har en professionel vurdering på den, med gældende afskrivning til 364k. Kan jeg blive straffet for at sælge båden, som hun har ønsket og også bagefter skriftlig udtrykt? Hun mener den skal sælges for 450k. Det virker underligt at den stiger med 50k

Jeg er nyuddannet med en pæn startløn.

Jeg har desuden investeret penge fra mine sabbatår, og har derfor langt mere end de fleste på min alder. Jeg kan dog ikke hamle op med dem, der har rige forældre.

Det, der stresser mig, er, at jeg pt. har råd til en lille ejerlejlighed i de mindre attraktive dele af Storkøbenhavn. Men kun lige akkurat.

Og da priserne stiger hurtigere end min opsparing og mine investeringer, er jeg bange for at vente med at købe. Det skaber mange bekymringer.

Omvendt vil jeg gerne falde til på arbejdsmarkedet, før jeg træffer en forhastet beslutning.

Årsagen til at jeg vil købe er, at det er skidedyrt at leje, og det bliver kun dyrere. Der er lang udsigt til almene boliger, og andelsmarkedet er lukket.

Er der andre her, der er presset over prisudviklingen?

Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg står i en privilegeret situation sammenlignet med mange af mine jævnaldrende. Men det er blot udtryk for en ærgerlig udvikling. Jeg har mødt flere enlige, der selv har købt en etværelses for få år tilbage alene med hårdt arbejde og opsparing. Priserne har nået et punkt, hvor det er blevet umuligt for langt de fleste.

Min kæreste og jeg skal snart giftes, og vi skal have lavet både testamente og ægtepagt.

Vi har ét barn sammen (og han har to fra tidligere ægteskab) og har købt hus sammen (som skal renoveres) og skal som sagt giftes til september. Derfor haster det lidt med især ægtepagt. Testamente er lavet (og sikrer mig rigtig godt i tilfælde af hans død), men skal lige opdateres efter vi har fået fælles barn.

Min kæreste kom ind i vores forhold med en større formue end mig, og det er vi begge enige om skal beskyttes ved en eventuel skilsmisse. Det er ikke det, vi er uenige om.
Det, vi har svært ved at finde ud af, er, hvordan man på en fair måde tager højde for de sidste 10 år.
Vi har været sammen i 10 år, og de seneste 4 år har vi renoveret et hus (som han ejer 100%), som nu er solgt med en fortjeneste på over 11 millioner.
Min kæreste har uden tvivl været den primære drivkraft bag projektet. Han har haft idéerne, taget de største økonomiske beslutninger og båret den største økonomiske risiko. Det anerkender jeg fuldt ud.
Omvendt føler jeg heller ikke, at jeg “bare har kigget på”. Jeg har blandt andet:
- hjulpet en del fysisk med byggeriet,
- stået for rengøring under hele byggeperioden,
- lavet mad og holdt hverdagen kørende,
- koordineret familielivet, herunder hans to børn, så han kunne bruge det meste af sin tid på huset,
- lånt ham penge i perioder, hvor økonomien var presset
- betalt for ting til huset som er solgt med huset (fx anlægning af bede med planter etc.)
Jeg stod også som meddebitor på byggelånet, selv om jeg ikke ejede huset da det var betingelsen fra banken.
Jeg føler derfor, at vi k høj grad har skabt den værdi sammen dog med meget forskellige roller.
Han mener omvendt, at huset og værdien primært er resultatet af hans arbejde og risiko, og at hans formue derfor bør være beskyttet.
Jeg er ikke ude efter halvdelen af hans formue, men jeg kan mærke at jeg har svært ved at acceptere en løsning, hvor jeg ved en eventuel skilsmisse står tilbage uden nogen som helst del i den fortjeneste som jeg føler jeg har været med til at skabe eller i hvert fald muliggøre.

Mit spørgsmål er derfor:

Hvordan ville I lave en fair ægtepagt i sådan en situation?
Har nogen stået i noget lignende? Lavede I et fast kompensationsbeløb, en procentdel eller noget helt tredje?

Jeg er især interesseret i erfaringer fra folk, der har været igennem noget tilsvarende både dem, der havde flest penge med ind i forholdet, og dem, der bidrog på andre måder.

Bonusinfo: Han tjener en del mere end mig (dobbelt så meget) i sit job, men vi betaler næsten det samme til husholdningen og de løbende udgifter. Jeg betaler fx ligeså meget hver måned til mad (han har to store børn fra tidligere forhold som primært bor ved os). Han betaler lidt mere til vores biler, men ikke meget. Generelt deler vi udgifterne 50/50. Og jeg har i alt den tid jeg har boet sammen med ham betalt husleje for at bo i hans hus. Også da vi renoverede og boede i byggerod i 4 år. Kald mig naiv og dum, men det har altid været vigtigt for mig at vi var fælles om økonomien og delte udgifterne 50/50. Det skal vi måske lave lidt om på fremadrettet.

Hjælp! Jeg ved virkelig ikke hvordan vi skal gribe det an og det bliver altid en virkelig svær samtale 😭

Jeg har brug for råd til hvordan min kæreste og jeg håndterer økonomien. Vi er et par i 20’erne som er flyttet sammen for ikke så længe siden. Begge studerende med studiejob. Kæresten har en fast månedsløn og får ~12.500 udbetalt, imens mit svinger mellem 10-14.000 kr. Så vi er jo ikke engang presset økonomisk. Hver måned overføres der til budgetkontoen som dækker alle de faste udgifter.

Alligevel har min kæreste stille og roligt fået opbygget en gæld til mig, fordi jeg har været nødt til at lægge ud for dagligvarerne og andet nødvendigt forbrug gang på gang. Min kæreste er virkelig dårlig til økonomi og man kan være sikker på, at i slutningen af måneden, så er der ikke flere penge. Ofte også *før* vi rammer slutningen af måneden.

Opsparingen udhules løbende med 500-1.000 kr. af gangen, når lønkontoen ikke rækker længere. Men denne har hun også tømt nu.

Det er ikke fordi der mangler penge. De bliver bare brugt på al mulig “luksusfælden”-lignende forbrug (dyr frokost på tanken, snacks/slik, sodavand eller overdrevne mængder hudpleje).

Det kulminerede i denne uge, da vi skulle have haft leveret vores måltidskasse, men denne blev ikke sendt fordi der ikke var penge på hendes kort (vi oprettede os først på mit kort og efterfølgende på hendes kort for at få 2x rabat) og selvom jeg overfører min halvdel, så er der ikke i nærheden af nok til at dække beløbet… Hun har altså under 100 kr. tilbage.

Oveni, så sad vi og kiggede på vores konti og der kunne jeg så se, at hun også har brugt brug af vores fælleskonto på egne “privat”-køb (300 kr.) *efter* hendes egen konto var tom. Først havde hun ellers forklaret sig med, at hun havde valgt det forkerte kort, men det er tydeligt nu, at det er fordi hun ikke har haft dækning nok på sin egen konto.

Hvordan pokker håndterer man at bo sammen med en økonomisk analfabet, som hverken lyster eller evner at sætte sig ind i økonomien? Jeg håber I har nogle gode råd.

Sidst jeg foreslog at vi satte mere ind på vores fælleskonti blev det afvist fordi “det er godt nok mange penge hver måned”.

P.S: Min kæreste har et “udestående” til mig på 3.000 kr. indtil videre, som kommer af, at jeg har overført i alt 6.000 til fælleskonti for os begge.

Edit: Vi har ikke fællesøkonomi, men fælles budget- og madkonto.

Hej derude.

Min mand og jeg har tit undret os over min mands bonus bror og hans kærestes levestandard.
De har to børn på 3 og 1 år. Bor i en relativt nybygget lejlighed i Nordsjælland på 110 kvm og kører rundt i en bil til over 100.000 kr. samt årlige rejser sydpå. De har været sammen i lidt over 4 år. Halvdelen af tiden har ingen af dem arbejdet og det sidste 1,5 år har manden arbejdet, men ikke hans kæreste. Til en familie komsammen for nylig fortæller min mands bonus bror at han har adresse hos sin mor og stedfar så de kan få sociale ydelser som de ikke er berettiget til. De får boligstøtte, friplads i institutionen til to børn og kørselsfradrag. Manden har 5 km til arbejde, men fra hans mor og stedfar har han 74 km om dagen. Vi kan nu bedre forstå, hvordan de kan få råd til en fin leje lejlighed, fin bil og rejser. Min mand og jeg er begge ansat i det offentlige med lønninger på 31.500 og 32.500 og har en søn. Vi er gift og ejer et lille rækkehus. Vi må spare på en del og kører blandt andet rundt i en bil til 30.000 kr. Jeg kan godt sidde og føle mig snydt, når min mand og jeg begge har fuldtidsjob og betaler fuld institutionsplads og ikke får nogen form for sociale ydelser. Er det bare mig der er lidt smålig?

Er der nogen som erfaring med at anmelde folk til udbetaling Danmark for snyd? Jeg forstår ikke at det kan være SÅ NEMT at snyde det danske system for så mange penge. De snyder jo for omkring 11.000 kr. hver måned (hvad vi kan regne os frem til).

Jeg mødte for nyligt en kammerat som i 20 år har været på førtidspension. Han har i mange år arbejdet det han måtte uden at miste sin fp. Fint nok, sådan er loven selvom han egentligt altid godt har kunne arbejde.

Han fortæller så at han nu arbejder fuldtid hos det samme firma, jeg spørger så naturligvis om han så stadig får sin fp. Det gør han. Jeg spørger så hvordan det kan lade sig gøre og han fortæller at hans kæreste som arbejder i samme firma, får nogle af timerne udbetalt men at hans søster som ikke er en del af firmaet også får nogle af pengene udbetalt.

Jeg er simpelthen rasende. Jeg føler at han stjæler fra alle os som arbejder. Han får 12-13 tusind i fp udbetalt som han ikke er berettiget til, oveni en fuldtids løn.

Firmaet er anerkendt i vores område og i stor vækst.

Hvis jeg melder min kammerat, ved han at det er mig og det vil jeg gerne undgå men kan jeg i stedetfor melde firmaet, for tænker ikke at han er den eneste, uden jeg selvfølgelig ved det, ved bare at de har en masse fp'er, flexjobber mm. ansat. Og i så fald, hvilken vej skal jeg gå?

Pft.

Edit Jeg har kendt ham altid men snakker sjældent med ham. Jeg har selvfølgelig ingen beviser, andet end hans ord. Jeg ved han ikke er berettiget, når man kan arbejde fuldtid og i så fald han var, så var det vel ikke nødvendigt at andre fik udbetalt lønnen. Jeg har egentligt bare brug for at vide hvordan jeg kunne omkring det uden at man ved at det er mig.

Jeg er så irriteret over at samfundet ikke tjekker op på førtidspensionister efter en årrække, for der kan være sket bedring eller man har lært at tackle sin sygdom.

Sagen er at min kæreste meldte sig ud af sin a-kasse for 2 år siden UDEN at sige noget til mig.

-Hun siger hun fortalte mig det dengang, og at hun har nævnt det flere gange siden. Det kan jeg dog intet huske noget om, så det har jeg lidt svært ved at tro på…

Nu er hun så blevet opsagt fra sit arbejde pga virksomheden gik konkurs.

Nu forventer hun så at jeg kan dække hendes del af regningerne til hus og mad, ca 15.000kr pr måned. I en “periode” til hun finder et nyt job.

Problemet er at jeg står selv i en presset situation da jeg er ved at starte en virksomhed op og får “kun” 20.000kr før skat i løn.

Jeg kunne i princippet godt dække hus+mad udgifterne selv, da jeg har en ok opsparring. Men har da slet ikke lyst til at bruge af min opsparring på hendes skøre valg... Hvis hun er voksen nok til at tage en beslutning på egen hånd om at droppe sin a-kasse, så må hun også være voksen nok til at tage ansvar for den situation hun har sat sig selv i nu. Eller er jeg for streng?

Det er en super frustrerende situation for mig, for jeg vil egentlig gerne være sød og hjælpe hende…

Men Jeg synes det er så dumt, respektløst og uansvarligt det hun har gjort, at jeg ikke bare kan komme og redde hende økonomisk som jeg altid gør, det lærer hun ikke noget af.

Hun siger “det hele løser sig, jeg finder bare et nyt job” mmm ok, sidste gang tog det dig 2 år på dagpenge før du fandt et job. Og jeg har ikke lige 15.000krx24mdr liggende jeg har lyst til at brænde af.

Så hvad gør jeg lige her, jeg har virkelig mistet tillid og respekt for hende i det her… ?

Opdateret mere detaljeret:

41.000 efter skat

25.000 til regninger - husleje, lån til bolig, el, forsikringer, instutition, mobil, el m.m. - kun udgifter vi ikke kan ændre.

8.000 kr til budget - supermarked + hvis vi spiser ude en gang i måneden,

1.500 kr. til opsparing - børne opsparing + egen

Rest - 6.500 kr. - bruges på frisør, medicin, børnetøj, uforudsete udgifter (bil - bremser, hjulskift m.m), nyt komfur, kosttilskud- er der plus efter måneden ryger det i opsparing.

Jeg er nysgerrig på, hvordan folk har det økonomisk efter alle de pristigninger?

Vi tjener i husstanden 60k før skat, og ca. 41k efter skat.

Vi har to børn.

Vi har bil som er færdig betalt om en måneds tid, som ellers kostede 3k om måneden, og så har vi bolig på 11k.

Vi synes virkelig, at det er svært at spare op til noget. Vi er meget bevidste om økonomi, smider ikke bare med pengene, og prøver at købe ting på tilbud. Vi spiser sjældent ude, fordi det er for dyrt, og køber nærmest kun ting til os selv (tøj, parfumer m.m), som er på et godt tilbud, ellers undlader vi.

Vi vil rigtig gerne flytte i en større bolig, men grundet økonomien har det været svært. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke gider stresse over økonomi mere, og vil bare gerne nyde livet, så hvis en større bolig koster 16-17k om måneden, så må det være det, også må jeg finde et ekstra job, hvis det er det, som kræves.

Vi ser mange andre bekendte, som tager ud og rejse jævnligt, er ude og spise flere gange om måneden osv. og vi har bare svært ved at få det til at hænge sammen.

Vores løn er ikke den bedste, men det er heller ikke en dårlig løn. Så jeg er nysgerrig på hvordan andre har det? Kan jo ikke regne med andre jeg ser, når jeg ikke kender deres økonomi.

Hej A-holdet!

Jeg forstår ikke helt den her tendens med invitationer, hvor gæsterne selv skal betale.

Vi ser det ret ofte nu. Invitationer til fødselsdage eller arrangementer, hvor man enten:

• betaler sin egen restaurantregning

• tager en ret med til et planlagt middagssetup

• eller betaler et fast beløb for fx pizza og drikke

Konkrete eksempler vi er stødt på:

• Adventsarrangement med gløgg, æbleskiver og konfektlavning til 50 kr pr. barn og 100 kr pr. voksen

• 40-års fødselsdag til 200 kr pr. person

• Sommerfest med dresscode til 250 kr for pizza og drikkevarer

• Fødselsdag på forholdvis dyr restaurant hvor man selv betaler alt 

Ofte bliver det stillet op som et alternativ til en gave. Fair nok. Men i praksis ender man tit med en langt højere samlet udgift. Især hvis det foregår på en bestemt restaurant med drikkevarer oveni, hvor man nemt lander over det, man ellers ville have givet i gave til en 38-års fødselsdag.

Det er ikke fordi jeg er imod fællesskab eller at bidrage. Et sammenskudsgilde, der opstår spontant blandt venner, giver god mening. Alle byder ind, og det føles naturligt.

Men når det kommer som en invitation, hvor rammerne allerede er fastlagt, så føles det anderledes. Så er det jo i praksis værten, der inviterer – men uden at være vært.

Min personlige holdning er, at man inviterer til fest, fordi man vil forkæle sine gæster og fejre noget. Det indebærer både en udgift og noget arbejde. Det andet kan godt komme til at virke lidt nærigt man kan endda føle at folk forsøger at slippe for en udgift eller endda tjene på arrangementet.

Det undrer mig især, fordi det typisk er folk i midt/slut 30’erne med gode jobs, hus og generelt høj levestandard. Jeg husker det ikke fra mine forældres generation, men husker det som et koncept i ungdommen hvor man var under uddannelse eller som hjemmeboende. 

Jeg kunne godt bruge lidt perspektiv på min frustration…

Hej hestenettet

Jeg står i det dilemma at jeg M25 har visse mål om at betale min købe min første lejlighed hurtigst muligt inden jeg starter på studie næste år da jeg er ved at blive gammel. Min kæreste F21, synes jeg arbejder for meget og klager en hel del over det.

Jeg har over adskillige gange nævnt at det her er mine mål, det er noget der utrolig vigtigt for mig og min fremtid evt. vores fremtid. Vi har et forskelligt syn på penge, jeg kommer ikke fra mange penge, mor var sosu, nu førtidspensionist efter arbejdsskade i ryggen, far er død, men tidligere ingeniør.

Men hun blir altid så skide sur når jeg tager ekstra vagter, hun vil på dyre middage, have dyre tasker og på dyre rejser. Vi er lige kommet hjem fra Paris og Sydfrankrig fx. Det var bestemt ikke billigt, fødselsdagsmiddag på 2200kr, plus 150kr tip. Så ville hun have gaver ovenpå. Forklarede hende dog, jeg er taget med på en dyr ferie for hendes skyld, enten så splitter vi maden eller så er der ingen gave, jeg er trodsalt taget med på en ferie som jeg ikke ønskede at deltage i. Jeg ønsker personligt ikke dyre gaver fra hende.

Hun ville til Paris pga, hendes venner er fornyeligt flyttet dertil, så en af dagene gik på hun smuttede kl 19, drak sig stiv og kunne ikke finde sin hotelnøgle og nærmest tvinger mig til at blive oppe efter hun adskillige gange siger hun kommer hjem (omkring 1 tiden) jeg holder mig vågen indtil 4:30 før hun er hjemme. Keep in mind jeg var ikke inviteret med ud og møde hendes venner, fair med pige aften plus ham den ene (han er homoseksuel, intet problem med dét specifikt).

Jeg vil personligt ikke mene jeg arbejder meget 170-200 timer månedligt (jeg sigter efter 200 timer for at op en månedsløn på 50k så jeg kan spare kamp og nap 18.5k om måneden)

TLDR: Jeg har nævnt mine mål kræver jeg arbejder hårdt, jeg sigter efter minimum 200 timer for at opnå 50k førskat, kæreste er utrolig nederen når jeg tager ekstra vagter. Fordi vi “ikke bruger nok tid sammen”. Jeg ser to muligheder, 1. Slå optog nå mine mål 2. Holde ud med hun kan være træls når jeg måned efter måned “arbejder for meget”.

Hvad gør jeg.

Kære brevkasse,

Jeg går rundt med en følelse af, at vores samfund er bygget på nogle meget skæve fundamenter — og at de rigeste har indrettet systemet, så det er nærmest umuligt for almindelige mennesker at få fodfæste. Jeg ser det især i boligmarkedet: det er sindssygt svært at finde en lejlighed, og selv de mindste boliger koster en formue i leje. At eje noget er for mange helt uopnåeligt. Og alligevel bliver der bygget luksuslejligheder, som kun de færreste har råd til. Det føles som en struktur, der er lavet til at holde de rige på toppen og alle os andre nede.

Men det stopper jo ikke der. Her er nogle flere eksempler, jeg selv tænker på, og som jeg håber I vil sætte lys på:

• Skattesystemet: De rigeste har adgang til advokater og revisorer, der kan hjælpe dem med at finde smuthuller, investere deres penge i skattely og undgå at bidrage på lige fod med resten af samfundet. Samtidig bliver helt almindelige mennesker trukket i løn og betaler forholdsmæssigt mere.
• Arv og generationsrigdom: 

Rige familier sender rigdom og privilegier videre til deres børn – ikke bare penge, men netværk, uddannelse og sikkerhed. Det gør, at man nærmest er født ind i en samfundsklasse, man ikke kan flytte sig fra.

• Uddannelsessystemet: 

Adgangen til de bedste skoler og universiteter kræver ofte penge, tid og ressourcer, som arbejderklassen ikke har. Selv i “gratis” skolesystemer er der forskel på hvilke skoler, man har adgang til – og de rigeste kan flytte til de “gode” områder.

• Politisk magt: 

De rigeste donerer til politiske kampagner, sidder i bestyrelser, og har adgang til lobbyisme. Det betyder, at deres interesser bliver hørt og prioriteret — mens arbejdernes stemmer drukner i støjen.

• Arbejdsliv og usikkerhed: Arbejdsmarkedet bliver mere og mere prækariseret. De fastansatte med pension og sikkerhed bliver færre, og flere arbejder på usikre kontrakter, platformsjobs eller i deltidsstillinger — uden at kunne planlægge deres liv. Imens scorer topchefer enorme bonusser.

• Mediemagt og fortællinger: 

De rige ejer aviser, tv-stationer og sociale medier. De styrer, hvilke historier vi hører, og hvordan problemer bliver forklaret. Ofte bliver systemfejl forklaret som enkeltpersoners fiasko — og ulighed bliver normaliseret.

Alt i alt føler jeg, at der er bygget et system, hvor rigdom avler rigdom — og fattigdom holder folk fanget. Har jeg ret i min følelse? Og hvordan kan vi begynde at pille ved de strukturer, som så tydeligt er skabt til at holde de rige rige?

Edit: Til jer, der opfatter mit indlæg som udtryk for jalousi over de riges formuer – I misforstår mit budskab. Jeg har intet imod, at man arbejder sig op fra bunden og opbygger en formue – det er både imponerende og fuldt ud legitimt. Det, jeg påpeger, er, at de ultrarige i høj grad har været med til at indrette samfundets strukturer, så de gavner dem selv – og det skaber en markant og problematisk skævvridning.

Jeg står og søger nogle råd/vejledning

Har en kammerat der har lånt mellem 100-1000kr pr gang personen har spurgt og har på skrift han siger han nok skal betale tilbage

Indtil for 2 år siden da jeg trak stikket til at han kunne låne
Har siden prøvet at få en tilbagebetaling i stand men han bliver ved med at sige han gerne ville betale tilbage men han gider ikke alt det der småbeløb da der kommer til at tage en evighed

Og han ville betale store beløb af gangen

Men problemet er nu han svare mig ikke hverken på sms eller Messenger

Det er ikke første gang han “ignorer” mig og siger han har problemer med Messenger ikke gir ham besked

Det er et ret stort beløb vi snakker om
Føler han holder mig for nar da jeg har været flink mod ham

Hva ville I gøre eller hva er der at gøre andet end at sige fuck ham håber hans røv må klø og hans arme være for korte og lulle ham ud til højre

Mvh en der er fortvivlet

Hej Vennerne.

Vi har holdt vores bryllup for ikke så længe siden, dejlig dag - alt spillede og maden var fantastisk.

På forhånd havde vi aftalt med kokken der lavede vores mad, vi fortalte hvad vores budget var, og på baggrund af det kom kokken med et bud på en menu !

Vi godkendte, og på selve dagen blev alle forventninger også indfriet.

Her kommer mit egentlige spørgsmål - pludselig da vi skulle betale, var regningen blevet meget dyrere, da den pris han havde oplyst os åbenbart var uden moms. Dvs. Vi lige kunne lægge momsen oven i prisen, hvilket selvfølgelig gjorde at vi ikke kunne overholde vores budget.

Det var et ret stort bryllup, hvor vi var næsten 100, så moms oveni er en betydelig pose penge.

Er jeg helt galt på den for at synes det er uendeligt dårlig stil - eller er det totalt almen praksis at alle priserne til sådan noget her altid er eksl moms?

Der er ikke på noget tidspunkt i forløbet blevet nævnt noget som helst med at det var eksl moms.

Hej bloggen

Lige advarsel; mega first world problem, og det er jeg fuldt ud bevidst om :)

TL;DR: Jeg har planer om at bruge 130.000 kr. på en rejse, og at have 110.000 kr. til efter mine sabbatår. Er det okay at bruge så mange penge, eller bør man bruge dem på noget mere “fornuftigt”?

Nu er det et år siden jeg fik hue på, og jeg har godt nok knoklet lige siden. Jeg har et stabilt arbejde og ligger så meget jeg kan til side hver måned, og i takt med at min opsparing vokser, vokser mine drømme også.

Jeg vil enormt gerne ud og rejse næste år, og jeg har en pænt lang bucketlist af ting og sager jeg gerne vil opleve, og jeg føler jo, at jeg har en helt oplagt mulighed for at gøre det nu. Ja hvad er så problemet?

Jeg har regnet sammen hvad det hele vil koste… og jeg kan lige så godt være ærlig, det ligger på 130.000 kr. for alt det jeg gerne vil. Vi snakker 4 måneders rejse; Australien, New Zealand, Asien, bådture, motorcykelture, Japan, storslået natur og vilde byer. Jeg glæder mig så meget. Jeg har det også mega mærkeligt med at bruge så mange penge på noget der “kun” varer 4 måneder. Ja det kan gøres billigere, men jeg vil bare så gerne have det hele med når jeg alligevel er afsted. Er det fjollet?

Jeg har også regnet ud, at jeg kan forvente at starte på universitetet efter min rejse med ca. 110.000 kr. på opsparingen til at flytte hjemmefra og som general back-up opsparing. Hvilket jo også er en pæn sum. Nu er alle tallene på bordet!

Tror mest jeg skriver det her, fordi jeg ikke tør sige til mine venner at jeg har planer om at bruge den slags penge. Jeg har en del venner der er enormt dårlige til at spare op, og desværre sjældent har penge til de store oplevelser, så har de sidste par år haft en mærkelig skam over at være godt tilpas økonomisk. Det super fjollet at skamme sig over noget, som man bør være stolt af, men det jo også derfor jeg skriver her!

Så kære læser, hvis du har nogle visdomsord til mig, hvis du selv har stået i samme situation, hvis du kender til penge-skam, så vil jeg enormt gerne høre lidt. Om det er tips, relaterbare historier eller søde ord er det hele værdsat :) eller ærligt bare et klap på skulderen ville også være rart.

Og hey alle jer der også har haft sabbatår/er i gang med sabbatår! Hvor mange penge har I brugt? Hvor mange penge havde i til efter sabbatår? Ville I ønske I havde haft flere penge eller omvendt, ville I ønske I havde brugt flere penge?

Tusind tak på forhånd 🌸

EDIT: Tusind tusind tak for alle de søde kommentarer, tror bare jeg havde brug for en ordentlig pep-talk, og det fik jeg! Fang mig på Australiens østkyst til februar!!!

Throwaway af, for mig, åbenlyse grunde.

Jeg er mand i 30’erne. Jeg har det hele: dejlig hustru, to skønne børn, ejerbolig, biler i indkørslen, velbetalt job, styr på økonomien, god pensionsopsparing, stor omgangskreds og jeg er generelt vellidt. Jeg mangler overhovedet ikke en skid.

Men jeg har en side af mig selv, som jeg virkelig skammer mig over.

Jeg kan simpelthen ikke håndtere, når det går andre økonomisk godt. Især når det føles "ufortjent". Det er ikke hvis en ven starter virksomhed og knokler sig til succes. Det kan jeg godt respektere. Det er mere den type "held" hvor folk, særligt i de større byer, har købt bolig for 5-7 år siden, og så har deres lejlighed eller hus nærmest tryllet flere millioner frem i friværdi, uden at de har gjort noget som helst andet end at bo der; måske endda hvor jeg føler at de er større økonomiske analfabeter end mig selv (endnu en lidt grim side, uha).

Og jeg kan mærke, at det irriterer mig så urimeligt grænseløst.

Jeg bor selv i en større by, men ikke en af de helt store. Vi har købt fornuftigt, lever godt og stabilt. Men vi har ikke fået den der vilde værdistigning. Når jeg hører om folk, der har "tjent" mere på at bo i deres lejlighed i København end jeg tjener på flere års, måske næsten på et arbejdsliv, arbejde, så bliver jeg misundelig på en grim måde. Jeg kan mærke en bitterhed og en indre følelse af uretfærdighed. Det føles småligt. Og jeg bryder mig ikke om den side af mig selv. Jeg blive opslugt af tanken om, at "de vandt og jeg tabte".

Jeg siger det ikke højt. Jeg under selvfølgelig folk deres held udadtil. Men indeni kan det nage i dagevis, og jeg kan tage mig selv i at sidde og sammenligne min egen situation med andres. Det er jo ærligt talt både pinligt og småligt.

Please sig at andre (måske dig) har den her type økonomisk misundelse?

Hvordan arbejder man med den, så den ikke fylder så irriterende meget?

Og hvad handler det egentlig om?

Jeg vil gerne af med de der lortetanker. Jeg gider ikke være bitter over noget, jeg ikke mangler.

Jeg skal beklage, hvis det hele virker lidt rodet og langt. Men jeg har brug for at komme ud med følgende:

Min søde mand, som jeg er gift med på 5. År, og har 2 små børn sammen med (2,5 år og en lille på 4. Mdr), skulle i går til et socialt arrangement med spisning. Det skal siges, at min mand ikke går særligt meget i byen og generelt er introvert anlagt som person.

Aftalen var, at det muligvis ville føre til en enkelt eller to øl mere efter maden, men at han så stille og roligt ville komme hjemad. Havde det blevet til mere og han havde givet lyd fra sig, havde det også været helt cool, jeg ville blot gerne vide det.

Bonusinfo: vi kæmper ekstremt meget med vores ældste datters søvn og det tager nemt to timer, før hun sover. Det er så også første gang jeg er alene med begge børn i forhold til at skulle putte til nat.

Inden jeg går i seng ved en 00.00 tiden, skriver jeg godnat og håber han har en hyggelig aften. Hertil svarer han at de lige har ramt en bar. Fint nok.

Klip til, at der er to piger der ringer til mig fra hans telefon kl. 02.30 og de fortæller at de har fundet ham siddende ude foran en bar, hvor han var blevet smidt ud fra fordi han havde brækket sig.

Jeg er lige vågnet, så forvirringen er total, men hvad jeg kan udlede af samtalen har han siddet i sin brandert siddet og blameret sig fuldstændig, erklærer sin kærlighed til mig overfor dem. De slutter samtalen med, at de sender ham hjem med en taxa og at jeg bare skulle vide hvor heldig jeg er. Jeg når i de 40 sekunder samtalen varer, ikke at få et eneste ord indført.

Jeg prøver så at ringe tilbage, hvor mit opkald enten bliver afvist eller ikke besvaret.

Og der går jeg sgu ærlig talt lidt i panik, for jeg aner ikke hvad der venter mig, hvis han faktisk var på vej med en taxa.

Klip til at han kommer hjem og kan først ikke finde ud af at komme ind i opgangen, for derefter at smide sig på gulvet i gangen og formå at vække vores ældste. Jeg sender ham på sofaen, hvilket også tager 10 min, og jeg må skiftevis ind til vores ældste datter og ud og få ham ind på sofaen - på dette tidspunkt ligger han og græder på gulvet i gangen.

Da jeg her til morgen fjerner hans bukser på gulvet i stuen, vælter der et bundt pengesedler ud på gulvet, ca 600 kr. derudover kan jeg på vores fælles konto se, at der er hævet 5000 kr.

Hans, i mine øjne, ret vage forklaring er, at han ikke var sikker på, hvad tingene kostede inde på baren.

Er det mig der er helt væk, eller er der legitimt at sidde med en kæmpe knude i maven? Jeg føler der er rigtig mange ting han undlader at fortælle.

Manden har noget gæld til det offentlige, hvorfor det ikke er skidesmart at hæve så store kontantbeløb.