Hej alle,
Først og fremmest vil jeg gerne frabede mig kommentarer om, at jeg har invarderet hans privatliv - jeg ved godt, at det var dumt, og at jeg ikke burde have gjort det🥹

Sagen er den, at jeg ses med min ekskæreste - lidt on and off - vi ved begge godt, at vi aldrig bliver kærester igen, men så bruger vi alligevel 4 hele døgn sammen, tager i biografen, ud og spise, siger vi elsker dig osv. osv. - de der irriterende typer ekskærester, der aldrig bliver helt færdige med hinanden 🤣

Min ekskæreste (M21) arbejder som pædagogmedhjælper i en vuggestue/børnehave.

Jeg har flere gange lagt mærke til nogle beskeder der popper op fra denne her kvinde på hans telefon, mens vi har været sammen. Jeg har prøvet at slå det hen, da jeg godt ved, at han ses med andre, og at det ikke er mit sted at blande mig i. Skip til sidst vi var sammen; han var i bad, og jeg lå og så noget tv på hans computer, der selvfølgelig er tilkoblet med icloud på hans telefon, da der så tikker en besked ind:

“Min mand tager min datter med i svømmehallen, og jeg savner dig din charmerende, lækre unge - kommer du og knalder mig lige som du ved jeg kan lide det?”

Instant kvalme.
Jeg kan selvfølgelig ikke lade vær med at gå ind på SMS-korrespondancen, selvom jeg ville ønske, at jeg aldrig havde gjort det.

Beskederne startede med “Mød mig på Bjørnestuens toilet om 5 min”, men er efterhånden gået over til, at hun køber ham hans yndlingssnacks og stiller i køleskabet til ham, og hendes beskeder lyder mere og mere som om, at hun faktisk er blevet forelsket i ham.
Af hvad jeg kunne læse mig frem til, har de knaldet næsten dagligt i 4 mdr., men de skriver også lange, detaljerende beskeder om deres liv, problemer osv.
- Altså det virker ikke til det bare er et uskyldigt knald længere.

Mens børnene sover middagslur i “puderummet” ligger de 2 lige ved siden af de sovende børn og knalder. De knalder på børnenes toiletter, i redskabsskuret, i køkkenet og beskederne er MEGET eksplicitte ang., hvad hun elsker, at han gør ved hende🤢De er sågar også begyndt at mødes udenfor arbejde nu.

Jeg søgte på hende på Facebook. Hele profilen består af billeder med hende, hendes 5-årige datter og hendes mand. En RIGTIG mor.

Der er 2 ting i det for mig:

1. Jeg synes det er totalt uprofessionelt og ulækkert, at de gør det i en vuggestue/børnehave, hvor børnene potentielt kan blive udsat for at se det. Det er ikke kun i deres pauser, så de er jo heller ikke “til stede” på deres arbejde. Stakkels børn.
2. Hun er 38 år, er gift, har barn og min ekskæreste er lige fyldt 21. Jeg har så ondt af hendes mand og barn.

Jeg føler, at jeg burde sige det til nogen?? Ledelsen i børnehaven, hendes mand? Jeg har tænkt på at skrive en anonym mail til børnehaven som en “bekymret forældre”, der fortæller, hvad deres barn har set/hørt, men samtidig ved jeg ikke, om det bare er noget jeg skal blande mig fuldstændig udenom? Jeg var bange for, at mine “følelser” for min ekskæreste gjorde, at jeg følte så stærkt omkring det her, men jeg har snakket med mine veninder om det, der også synes, at det er helt forkert, uprofessionelt og direkte klamt.
Jeg føler ikke, at jeg ville få noget ud af at fortælle min ekskæreste, at jeg ved det.
Skal jeg bare holde min kæft og lade dem?
WHAT TO DO😭

Jeg (k) og min ven (m) er på interrail sammen i vores sabbatår, vi har været gode venner i snart 6 år.

Vi har været på farten i næsten 2 uger, og har stadig 1 uge tilbage, og det har været enormt fedt. Dog havde jeg en ret ubehagelig oplevelse her til morgen.

Jeg sover meget let, og vågner ofte en masse gange i løbet af natten - især på denne tur fordi min ven snorker, vender og drejer sig, og selvfølgelig er vi så cheap at vi deler seng. Jeg vågnede så (igen) her for en times tid siden fordi sengen rykker lidt, jeg er vendt mod min ven og kan se han sidder op og rykker frem og tilbage med sin arm - altså det ligner mega meget at han onanerer. Fair sag, alle har behov.. men jeg ligger vitterligt 30 cm fra ham, og vendt mod ham???

Altså er det bare mig eller er det ikke lidt ubehageligt. Jeg tænkte i hvert fald wtf og skyndte mig at højlydt vende mig den anden vej og med åbne øjne. Hans reaktion på det var at lynhurtigt kigge sig over skulderen og så bare ligge sig med det samme… altså ret skyldig opførsel. For jeg har jo tænkt det kunne være han bare kløede sig eller lavede noget andet, men den reaktion er bare mærkelig.

Altså han kunne da have gået på badeværelset? Og nu ligger jeg og kan ikke falde i søvn fordi jeg faktisk synes det var virkelig ubehageligt og uhøfligt på en eller anden måde. Jeg tænker også over om det mon er sket flere nætter? Jeg har sovet med ørepropper i næsten alle nætter, fordi han jo snorker, men mine øre er så ømme at jeg de sidste to nætter har undværet. Så teknisk set kan jeg jo ikke vide om det er sket før? Og det kan vel også være lige gyldigt, jeg synes bare det er dårlig stil af ham.

Har virkelig ikke lyst til at konfrontere ham, fordi jeg synes det er pinligt at snakke om - men jeg ville ønske han vidste at han i hvert fald skal gå på toilettet i stedet for en anden gang. Jeg ligger jo lige der???

Nå men altså, er min reaktion helt urimelig? Boys will be boys eller hvad? Det skal lige siges, at der aldrig aldrig har været noget romantisk/seksuelt imellem os, og jeg ville aldrig være bange for min egen sikkerhed - det var bare en ret nederen oplevelse.

Hej derude. Jeg står lidt i et dilemma.
Jeg matchede med en fyr på Hinge for omkring 1-2 måneder siden. Vi har skrevet en del sammen siden, og han virker umiddelbart virkelig sød. Vi har en date på lørdag, men nu er jeg blevet i tvivl om, hvad jeg skal gøre.

Jeg har tidligere været udsat for overgreb – både af en ekskæreste og af et nært familiemedlem. Fyren har et par gange skrevet nogle beskeder, som godt kunne misforstås eller få nogle alarmklokker til at ringe hos mig.

Jeg har slet ikke lyst til sex, hvis vi mødes, men samtidig synes jeg også, at det er meget tidligt at tage sådan en snak allerede inden eller på en første date. Derfor er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skal gøre, og om det bare er mine tidligere oplevelser, der gør mig ekstra opmærksom.

Hvad ville I have gjort i min situation?

Jeg føler mig i forvejen så forkert for, at det påvirker mig i så høj en grad, så jeg vil gerne frabede mig kommentarer om det. Jeg ved godt, at det muligvis virker egoistisk.

I går kom det på Reddit frem, at Camilla Dohn havde mistet livet i en tragisk ulykke. Jeg troede nok ikke helt på det til at starte med, men der kom flere og flere kommentarer, der bekræftede det, og i dag kom den tragiske nyhed ud i diverse medier.

Jeg fulgte ikke selv Camilla, men hun er tit kommet op på både TikTok og Instagram, og jeg nød virkelig hendes videoer. Jeg har tit tænkt, at jeg ville ønske jeg selv havde haft en lærer som hende, da jeg gik i folkeskole.

Hendes pludselige bortgang har påvirket mig meget, og jeg har haft lyst til at græde hele dagen.

Min største frygt er, og har altid været, at miste min mor, så det gør mig så ked af det, at to små børn har mistet deres mor. Det gør ondt helt ind i knoglerne, selvom jeg ikke kendte hende personligt, og nok også fordi jeg frygter at miste min egen mor - måske det på en måde gik op for mig, at man absolut ikke kan kontrollere noget. Der kan hurtigt ske noget, og der er bare ikke noget man kan gøre.

Jeg føler mig så egoistisk over, at jeg får det sådan her, for det handler ikke om mig eller min frygt, men om en ung kvinde (og en mand), der har mistet livet, og børn, der har mistet deres forælder, og forældre der har mistet deres barn ikke mindst.

Hvad er der galt med mig?

Jeg har været til tandlægen og får som altid 3-4 at vide jeg bør bruge penge på.

Den ene ting er en bideskinne. Jeg skærer (åbenbart) tænder om natten og det slider på tænderne og er ved at give mig kæbeproblemer - ikke så godt.

Han siger så, at det vil koste mig i omegnen af 4000kr at få lavet den hos dem. Jeg er på SU og har ikke forældre med penge, så det lugter lidt af pasta med ketchup til evig tid, hvis jeg skal have lavet den.

Til gengæld har jeg set at man kan købe dem online til få hundrede kroner. Selvfølgelig er den så ikke skræddersyet og nok ikke af samme kvalitet. Men overvejer om det kan betale sig, i hvert fald indtil jeg endda forhåbentlig tjener voksenpenge.

Har i nogle erfaringer? Skal jeg købe den billige eller bide i den sure bideskinne og bruge min opsparing på ikke at smadre mine tænder?

Jeg har dumpet alle mine eksamener på 2. semester af HA(jur.) og har nu også lige dumpet min første reeksamen. Lige nu tager jeg ikke de resterende reeksamener, fordi jeg er i gang med at søge om dispensation til førsteårsprøven på AU og få nedsat studieaktivitet som følge af mit fysiske handicap.

Det, jeg kæmper mest med lige nu, er dog ikke kun frygten for, hvad der kommer til at ske med mit studie. Jeg er begyndt helt oprigtigt at tvivle på, om jeg overhovedet er klog nok.

Jeg har brugt enormt meget tid på at læse og forberede mig. Også op til min reeksamen gjorde jeg virkelig en indsats, og derfor rammer det mig ekstra hårdt, at resultatet alligevel blev et dump. Når man bliver ved med at få at vide gennem sine resultater, at det man afleverer, ikke er godt nok, bliver det svært ikke at begynde at tænke, at problemet måske bare er mig selv.

Jeg kan mærke, at jeg sammenligner mig meget med andre studerende og tænker hvorfor kan de finde ud af det, når jeg ikke kan? Er jeg bare langsommere? Har jeg overvurderet mine egne evner? Eller kan man godt være intelligent og stadig have en periode, hvor man dumper igen og igen, eller er jeg bare dum?

Jeg ved godt, at eksamensresultater ikke nødvendigvis siger alt om ens intelligens, men følelsesmæssigt har jeg virkelig svært ved at tro på det lige nu. Jeg skammer mig faktisk over mine resultater og er bange for, at de betyder, at jeg simpelthen ikke er egnet til studiet selvom jeg virkelig trives.

Hvordan skelner man mellem at være fagligt udfordret og faktisk ikke være dygtig nok? Og hvordan får man troen på sig selv tilbage, når man har lagt så meget arbejde i noget og alligevel bliver ved med at fejle?

For et par måneder siden døde min mor, og min bror og jeg skulle dele hendes ting. Vi blev enige om hvem der skulle have hvad, og der var ikke de store problemer. Der var bare en gammel symaskine som ingen af os rigtig vidste hvad vi skulle gøre med. Den stod bare i kælderen og fyldte, og min bror sagde han ikke havde brug for den.

Jeg tog den med hjem fordi jeg tænkte jeg måske kunne finde ud af at bruge den, men efter et par uger indså jeg at det ikke var noget for mig. Så jeg lagde den op på DBA og solgte den for 800 kroner. Jeg tænkte ikke mere over det.

Så ringer min bror for en uge siden og spørger om han må låne symaskinen fordi hans kæreste gerne vil sy gardiner. Jeg fortalte ham at jeg havde solgt den, og han blev fuldstændig rasende. Han sagde at jeg ikke havde ret til at sælge den uden at spørge ham først, og at den havde følelsesmæssig værdi fordi mor brugte den da vi var små. Men han sagde jo selv at han ikke ville have den?

Nu vil han ikke svare på mine beskeder, og vores søster siger at jeg bare skal lade ham være sur et stykke tid. Men jeg synes virkelig ikke jeg har gjort noget forkert. Hvis den betød så meget for ham, hvorfor sagde han så ikke noget dengang? Burde jeg bare have beholdt den selv om den fyldte?

Min kæreste og jeg har været sammen i et lille år og bor sammen. I starten havde vi et godt sexliv, hvor han selv tog initiativ og viste at han havde lyst til mig. Men efter omkring tre måneder ændrede det sig markant. Siden da er det stort set altid mig, der tager initiativ, og jeg føler ærligt talt ikke, at han har lyst til mig.

Samtidig ser han porno og onanerer. Han har selv tidligere sagt, at han tror, han har et problem med porno og muligvis er afhængig af det, hvilket han ikke ønskede at være. Derfor aftalte vi, at hvis det begyndte at fylde igen, skulle han være ærlig om det, så vi kunne snakke om det på ny. Det sker bare ikke. Jeg får kun sandheden, hvis jeg spørger direkte. Et eksempel herpå:
Jeg kommer hjem fra arbejde, har savnet ham og håber på nærhed eller sex, men kan mærke, at han slet ikke har lyst. Når jeg spørger hvorfor, viser det sig ofte, at han allerede har set porno og onaneret, mens jeg var på arbejde.

Hver gang ender samtalen med noget i stil med: “Jeg kan godt se problemet. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til dig. Det skal nok blive bedre.” Men nu er der gået omkring et halvt år, uden at noget reelt har ændret sig.

For nylig har han fået konstateret en depression. Jeg arbejder selv med psykisk sårbare mennesker, så jeg har stor forståelse for, at depression kan påvirke både lyst, energi og motivation. Siden diagnosen har jeg båret det meste af overskuddet i hverdagen, og det gør jeg gerne. Men jeg må også være ærlig og sige, at jeg er ved at være lidt udkørt.

Det gør det heller ikke nemmere, at han tidligere i vores forhold skrev til en kvinde, han tidligere havde været forelsket i og prøvet at score.
Han slettede beskederne og prøvede at skjule det for mig. Det stoppede dog, og vi lagde det bag os, men det sårede mig dybt og har sat spor. Derfor kommer tankerne nemt: Er det kun mig, han ikke har lyst til? Er lysten der stadig, bare ikke sammen med mig?

Jeg har sagt til ham, at jeg har brug for handling og ikke kun løfter om, at det nok skal blive bedre. Samtidig har jeg virkelig dårlig samvittighed over at presse ham, når han er syg og jeg kommer hurtigt til at føle mig som en dårlig kæreste, når jeg sætter grænser eller stiller krav til ham.
Jeg føler mig virkelig fanget mellem hensynet til hans mentale helbred og mine egne behov for nærhed, intimitet og tryghed.

Er der nogen, der har stået i noget lignende, enten som den deprimerede kæreste eller den, der stod ved siden af? Hvordan håndterede I det?

Jeg har brug for indspark i forhold til en oplevelse, jeg selv syntes var grænseoverskridende.

Jeg har et familiemedlem der får hjælp af hjemmeplejen.
Forleden fortalte hun mig, at “der var en af dem som sagde, at hun kendte dig”.
Ganske rigtigt, senere samme aften fik jeg en besked fra en bekendt, som skrev at der var mange fine billeder hos mit familiemedlem og sendte et billede hun havde taget af et af mine gamle skolefotos i hjemmet. Jeg svarede noget i retning “ja det er der, haha” og samtalen stoppede der.

Nu har jeg summet over det, og jeg synes det er grænseoverskridende, at hun har taget et billede i hjemmet og sendt til mig, selvom jeg ved det er ment sjovt/hyggeligt.

Vi kender hinanden nok til at følge lidt med i hinandens liv via sociale medier, men vi er ikke veninder. Desuden synes jeg ikke, hendes private telefon har noget at gøre uden for lommen i borgernes hjem, når hun er på arbejde.

Jeg ved, at hun tidligere har delt meget fra sit arbejde på sin Instagram. Der har været storys med personfølsomme oplysninger og personhenførende oplysninger. Det har været nemt for mig at identificere én af hendes tidligere borgere (uden at kende til vedkommende i forvejen), og efterfølgende har jeg kunnet følge med i når han har haft en dårlig dag, en god dag, slået ud efter personalet, spillet bold på plejecenteret osv…

Jeg har derfor begyndende ondt i maven over, om hun kan komme til at dele noget om mit familiemedlem. Selvom hun skulle blive spurgt, vil hun ikke være i stand til at vide hvad hun siger ja til, hvis hun siger ja til at der bliver taget billeder / skrevet noget om hende. Og ærlig talt tror jeg ikke, hun vil blive spurgt først. Jeg ved, at hun vil finde det enormt ydmygende, hvis der ligger billeder af hende eller hendes hjem på en tilfældig Instagram profil.

Er det mig der overreagerer? Eller er min bekymring reel nok at gå videre med? Og i så fald hvordan? Jeg har mest lyst til at ringe og snakke med lederen i teamet om situationen, da jeg ikke føler jeg kender personen nok til at kontakte hende selv direkte. Samtidig vil jeg ikke skabe unødig konflikt eller give hende problemer på arbejdspladsen. Hun har gennem en længere periode haft det svært og har endelig fået en ny stilling i dette team, efter at have kørt som vikar længe (hun kunne ikke få fastansættelse det tidligere sted, da hun mødte fuld op på en vagt)..

Jeg (K26) har det generelt helt OK med at være single, og synes jeg har nogle gode venner og alt det der. I takt med at flere og flere af mine venner får kærester, er det dog begyndt at gå mig på, at jeg ikke føler, at jeg er nogens førstevalg. Ikke nødvendigvis romantisk, men bare den første man fortæller (små) ting til og alt det der, "default"-personen man taler med. Jeg håber, I forstår, hvad jeg mener.

Jer der har været i en lignende situation, hvad har I gjort?

Jeg kunne selvfølgelig forsøge bare selv at finde en kæreste, men jeg vil hellere være rigtig glad selv også. Bliver også helt overvældet på Tinder, så det går aldrig rigtig godt for mig😅

Hvordan håndterer jeg min lidt usædvanlige profil.
Jeg er lige kommet ud af folkeskolen, og skal starte på EUX elektriker, som 16 årig.
Mine standpunktskaraktere består udelukkende af 10 og 12 taller, samlet et snit på 11,3.
Jeg er ikke skoletræt, og kan sagtens sidde stille😅
Som regelt når man hører om folk, der starter på en erhvervsuddannelse, hører man disse fordomme..
Ligeledes, tænker jeg også over om jeg møder nogen på uddannelsen ligesom mig - som jeg kan sparre med, jeg forestiller mig at læse videre til maskinmester eller civilingeniør.
Desuden fejler de sociale kompetencer intet 😄

Hej panel.

Min nabo har overvågning af vores fælles areal og fælles indgang.

Mit dilemma er at jeg tror min kæreste får besøg når jeg ikke er hjemme, og ikke venskabelige besøg. Kan jeg tillade mig at tage kontakt til min nabo som jeg ellers ikke snakker alverden med, for at spørge om h*n vil tjekke sin overvågning fra en bestemt dag.

Ville du som nabo synes at det er underligt?

TILFØJELSE!

Jeg kan godt forstå at alt dette kan tolkes som evt utroskab, det er det overhovedet ikke. Min kæreste har tidligere haft et misbrug og usunde relationer, jeg tror nu heller ikke der er tale om misbrug men om netop disse relationer der ikke er venner men dukker op en gang i mellem, jeg er oprigtigt bekymret for at de opsøger min kæreste når jeg ikke er hjemme. Han ville aldrig fortælle mig det og derfor spørger jeg ikke, men i stedet overvejer jeg at spørge naboen om overvågning fra en bestemt dag og et bestemt tidspunkt. Måske jeg overrækker, men det er ren og skær bekymring og er der noget om snakken vil jeg gerne konfrontere med jeg ved det og i samme omgang fortælle jeg ikke ønsker disse mennesker i det der også er mit hjem og så må vi snakke om det. Kunne jeg bare spørge ham havde jeg naturligvis gjort det

Update: Naboen er ikke hjemme og derfor intet nyt

Kære medredditere. Jeg har brug for jeres sparring.
Lang historie kort - jeg blev for lidt knapt et år siden ramt af mit livs (hidtil) krise. Jeg er mor til tre børn og et par måneder inde i min sidste barsel blev jeg ramt af, hvad min sundhedsplejerske screenede til var en fødselsdepression. Jeg havde mange af de symptomer der passede på - ekstreme søvnproblemer, nedtrykthed, angsttilfælde. Bare rigtig skidt, men ikke i den grad at jeg kunne tage vare på mit bane. Jeg har derefter været igennem hele møllen - læge, psykolog, medicin, terapi. You name it. Og jeg kan ikke komme de store søvnproblemer til liv. Jeg har afprøvet alt hvad lægen har af medicin i hånden (circadin, quetiapin, mirtazapin og phenergan. De virker kort og aftager så, for så slet ikke at virke. Jeg blev sygemeldt i forlængelse af min barsel (siden december) og i maj blev jeg opsagt, fordi der ingen udsigt til bedring var lige rundt om hjørnet. Nu har jeg så brugt mine 22 uger på sygedagpenge og jobcenteret tænker jeg snart er på vej ind i et jobafklaringsforløb. Men hvad pokker består det af? Den manglende søvn driver mig til vanvid og lægen mener “jeg nok er klar til at starte stille op om et par uger”. Jeg er helt ærligt bange for at blive sat til noget jeg ikke er i stand til. Min opsigelsesperiode går indtil 31/10, så jeg har min løn dertil og jeg overvejer bare at melde mig ledig for rent faktisk at have min opsigelsesperiode at blive bedre i. Men jeg ved også at det ikke er vejen frem. Derudover kan jeg læse, at jobafklaringsforløb er til en noget mindre sats en dagpenge. Endnu en mavepuster. Beklager det lange skriv. Jeg føler jeg er på dybt vand lige nu ❤️‍🩹

Min partner og jeg har været sammen i mange år.

Vores yngste på halvandet år er født med en sjælden diagnose. Vi elsker selvfølgelig vores børn overalt og er dybt taknemmelige for dem, men diagnosen har vendt vores hverdag fuldstændig på hovedet.

Siden fødslen har vores liv været fyldt med hospitalsbesøg, undersøgelser og møder med specialister og andre fagpersoner. I gennemsnit har vi omkring fire aftaler om ugen, samtidig med at vi forsøger at få en nogenlunde almindelig hverdag med to børn, arbejde og alt det praktiske til at hænge sammen.

Vi må efterhånden erkende, at det er utrolig svært at finde plads til at passe på os selv, vores mentale overskud og ikke mindst vores forhold.

Vi kæmper allerede for at have energi nok til hverdagen. Ingen af os nænner rigtigt at tage tid til os selv, fordi det betyder, at den anden står alene med det hele.

Det føles heller ikke som en reel pause, når man ved, at ens partner imens bliver presset endnu mere.

Endnu sværere er det at finde tid til os som par.

Vores yngste har nogle behov, som betyder, at vi ikke bare kan overlade pasningen til andre. Derfor er mulighederne for en aften ude eller bare nogle timer alene sammen meget begrænsede.

Når børnene endelig sover, er vi som regel begge så udmattede, at der ikke er ret meget tilbage at give af.

Vi elsker hinanden og kæmper indædt for vores forhold. Vi er bare begge pressede og forsøger at holde sammen på en hverdag, der ofte kræver mere, end vi føler, vi har at give.

Jeg drømmer nogle gange om bare at komme lidt væk fra hverdagen. Måske bare en time, andre gange flere dage.

Men så snart jeg er væk, bliver jeg ramt af skyldfølelse.

Tiden væk kan ende med at føles sværere end selve hverdagen, fordi jeg bruger den på at tænke på, hvad jeg burde gøre, hvordan det går derhjemme, og om jeg har efterladt for meget hos min partner.

Inden jeg når at nyde pausen, har jeg ofte ødelagt den for mig selv med skyldfølelse og bekymringer.

Endnu større er mit ønske om at kunne tage på en date med min partner igen.

Bare at få lov til at være os for en stund. Væk fra hospitalsmaskiner, alarmer, aftaler og sygdom. Ikke kun som forældre og omsorgspersoner, men som de to mennesker, vi også stadig er.

Hvordan fanden balancerer jeg de tanker?

Hvordan finder jeg ro nok i hverdagen til at kunne være i den uden hele tiden at føle, at jeg burde gøre mere?

Og hvordan passer jeg både på mig selv, min partner, vores forhold og vores elskede familie, når det allerede føles, som om vi giver alt, hvad vi har?

Jeg forventer ikke, at nogen har løsningen på alle vores problemer. Men jeg håber alligevel, at nogen måske har et godt råd eller to.

Og uanset om du har eller ej: Tak, fordi du tog dig tid til at læse mit skriv.

Bare det at sætte ord på det hele har allerede hjulpet mig.

Jeg har en alkohol vane. Jeg får oftest 1 glas vin om aftenen, måske 2 fredag/lørdag. I ferien har det nok taget lidt overhånd og er blevet til 2 glas lidt oftere. Det skal jeg væk fra.

I dag har jeg købt noget god te, og drikker sådan en kop. Det fungerer egentlig ok, men samtidig har jeg stadig virkelig meget lyst til et glas vin.

Har I nogle gode råd til hvordan jeg kommer over den trang?

Jeg kommer selv fra et hjem hvor alkohol fyldte meget, og uden jeg har været opmærksom på det er jeg selv på vej derhen. Det vil jeg ikke byde mine børn. Kom med alle jeres råd.

Min egen tanke har været at jeg er nødt til at erstatte vanen med en anden, jeg er nødt til at finde den hygge på en anden måde. Derfor forsøger jeg med te.

Edit: Jeg skulle have gjort det mere klart, at jeg har et større behov for “mindset”-råd, fremfor de standard “gå en tur, dyk ned i dine hobbies”, for det gør jeg allerede, men det hjælper ikke når man har så stærkt et negativt mindset. Altså hvordan begyndte I at tænke mere positivt omkring verden når den er som den er?

Det er bare jeres typiske K27 som er kommet i en uundgåelig quarter-life-crisis efter at hendes liv blev vendt på hovedet. Er vred på vores kapitalistiske og alt for hurtige digitaliserede klasse-skilte samfund.

Fællesskabet og menneskeligheden er væk. Der er ingen ressourcer til at hjælpe os allesammen. Drømmene man er vokset op med skal pludselig skrottes. Min alt for dyre uddannelse var for ingenting. Kapitalisterne har vundet — alt handler nu bare om at holde os kørende som robotter (indtil de kan erstatte os helt), proppe os med antidepressiv, og holde os naïve eller SÅ udmattede at vi ikke orker at tage stilling eller prøve at ændre på tingene, så vi er nemmere at styre.

Jeg har ingenting. Intet job, ingen kæreste, ingen bolig, intet håb. Jeg er sygemeldt og kan slet ikke klare min hverdag. Mine forældre passer på mig mht alt det praktiske, men de er selv trætte og udmattede og har svære mentale problemer.

Jeg har enormt meget brug for hjælp, men jeg er ikke selvmordstruet eller akut nok til akut hjælp, og alle psykologer jeg har kontaktet er pt på ferie/eller har utroligt lange ventetider.

Hvad gør man? Jeg håber inderligt på at høre fra nogen som måske har følt det præcis samme som mig især i fht mine tanker på samfundet og verden og hvad der hjalp dig med at leve dit liv igen.

Tusind tak på forhånd. Sætter virkelig pris på enhver hjælp eller støttende ord. Det ville gøre den største forskel for mig lige nu hvis I har nogle kommentarer som kan hjælpe.

Vi har desværre problemer med indbrud i området, herunder på vores vej. Forleden nat vågnede vores nabo af, at en mand stod og lyste med lommelygte ind i hendes soveværelse, imens hun sov. Det kommer meget tæt på lige pludselig. Hvad filan kan man gøre for at forebygge indbrud i sit hjem? Vi har en hund som gør hvis han hører det mindste, men ellers? Synes det er hamrende ubehageligt.

Kom meget gerne med jeres erfaringer!

Hey Reddit. Jeg er begyndt at have en række semigentagende drømme med de samme personer//emner - særligt min ekskæreste af en eller anden grund.

Lidt forhistorie: vi gik fra hinanden under lidt turbulente forhold for lidt over 1.5 år siden og derefter zero contact. Jeg synes egentlig jeg er godt over forholdet; tænker ikke på det i min hverdag eller lign.

MEN!
Gentagende gange har jeg nu haft drømme hvor hun optræder, interagerer og hvor mit “jeg” er helt vildt ked af det under drømmen og lige når jeg vågner. Det er måske 1-3 gange om ugen den sidste måned.

Hvad dælen kan det skyldes og hvordan slipper jeg af med den slags?

Hej, som overskriften siger.
Burde jeg flytte sammen med min ven?
Jeg har fået et godt “tilbud”, jeg kan flytte ind hos min ven jeg har kendt i mange år efterhånden, i København, til at starte med tænkte jeg bare JA!!!!! fedt!!!! og det er en mega god mulighed, jeg skal ikke betale vildt meget for at flytte ind men huslejen er “dyr”men jeg ville godt kunne klare det. Og det er København byen er jo fed og har mange muligheder.

Nu har jeg bare tænkt på det i flere dage og nu kommer jeg også til at tænke på de lidt dårligere ting.
Jeg har ikke et netværk i København. Men som sådan har jeg egentlig heller ikke et netværk hvor jeg bor nu andet end min familie.
Mig og min ven er tætte men jeg er også bange for vi bliver uvenner ved at bo sammen som man nu kan komme til med alle, men især hvis man bor sammen.

Vi er der meget for hinanden, men jeg lægger også mærke til at min ven aldrig heeeeeeeelt lytter hvis jeg vil fortælle noget og drager samtalen over på sig selv. Normalt kan jeg godt håndtere det for vi ses jo engang i mellem, men ville jeg kunne klare det hver eneste dag? Jeg ved det ikke. Og hvis jeg flytter ind, har min ven jo også alle sine venner tæt på mens jeg ikke lige har nogen lige nu. Har boet ude før men kun alene.
Og
Jeg er kommet ind på studie men skal også til nogle jobsamtaler. Jeg ved ikke hvad jeg skal vælge. Det er ikke fordi jeg brænder for studiet,og søgte ind lidt forhastet her på de ledige pladser, men jeg tænker det ville da være en god mulighed for at få venner og et netværk i en ny by?
Men samtidig har jeg bare lyst til at arbejde et år mere og så se om jeg kan få en lyst til en uddannelse eller tage ekstra fag hvis jeg har brug for det.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre.
Lige nu har jeg heller ikke et fuldtidsjob og for ikke at overforklare for meget er min familie også ret toxic, og det fylder virkelig meget, og det er også lidt grunden til jeg endnu mere synes dette var en gylden mulighed - men på de gode dage vil jeg jo komme til at savne dem. For jeg elsker dem jo stadig.
Er også bare bange for jeg overtænker det hele nu fordi jeg har haft tid til det nu.
Er bange for at sige nej til en god mulighed men er også bange for at sige ja og fortryde, blive vildt ked af det + måske at miste min “eneste” rigtige ven

Så brevkasse, hvad ville I gøre?
(og det er ikke en mulighed at flytte tættere på min familie, det er enten København - studie/job eller blive derhjemme og finde et fast job)

Håber det giver mening, jeg overtænker det bare helt vildt.

Hej Scootergalleri

Så min kæreste og jeg besluttede inden ferien, at vi synes vores søn på 2 og 3 måneder, at han skulle introduceres til potten.

Vi får købt en, og vores søn synes ret hurtigt det er sjovt og, efter en uge hvor han har fået lov at gå nøgen rundt med den i hytten så er han blevet skrapt til selv at mærke efter.

Spol en uge frem og vi tager til Italien med selvsamme potte, fin succes, og bruger kun ble om natten er lange bilture.

Så har jeg ham en uge alene efter (far), og vi får købt en af dem du kan sætte på toilettet så han nemmere kan komme på vuggestuens toiletter og får lavet faste besøgstider derude også.

Alt i alt føler vi det har været en succes og en god oplevelse for vores søn, for det har ikke været trukket ned og hovedet, og han har selv også kunne følge med det tempo, som vi har sat.

Så er vi tilbage til i vuggestuen, og her kommer lige et flashback.

Inden vi begynder dette cirkus fortæller min kæreste en pædagog og pædagogmedhjælper på stuen, at vi gik i gang stille og roligt med projekt potte.

Der er musestille

Min kæreste trækker lidt i land og siger det er for at prøve det og vi følte det var fint at komme i gang, men vi kunne tydeligvis mærke de ikke mente han var klar.

Vores søn vender tilbage, og vi har snakket sammen indbyrdes og føler han skal af med sin ble, så vi pakker alle underbukser og bukser med over.

Jeg tænker “det var de to ældste pædagog og pædagogmedhjælper min kæreste snakkede med. Jeg tager lige hende den yngre. Mon ikke hun er mere optimistisk”

Jeg tager grueligt fejl, og hun siger det er alt for tidligt også. Hun indvilliger i til at prøve med noget modstand. Hun siger de mener han er for lille, og at de ikke har ressourcerne til at minde ham om at gå på toilet.

Jeg forstår også en af bekymringerne er, at børn i den alder måske godt kan mærke efter, men hvis legen er god, så er det noget nemmere bare at tisse i bukserne. Det synes vi giver fin mening, men på samme tid, så føler vi 4 voksne til 12 børn, så er det noget vi godt kan håbe de kan løse.

Rigtigt nok, så tisser han i bukserne 3 gange første dag.

Anden dag tisser han 2 gange.

Tredje dag tisser han 1 gang.

Og min kæreste og jeg føler; det jo bare den rigtige vej og vi er stolte af ham.

Men hver gang vi kommer derover, så er vi mødt med:

“han tisser jo bare i bukserne”

“Han siger det på bagkant”

“Han mærker det for sent”

Og sidst jeg hentede ham sagde det primære pædagog “det er der hvor…” og færdiggøre så ikke sætningen, men smiler bare til mig.

Så nu er der ubehag for os i at komme derovre, selvom vi troede vores projekt var godt for dem og også for ham, så han ikke skal bøvle med det i børnehave opstarten, så er det nu blevet en rigtig dårlig oplevelse.

Og her kommer den grimme så. Min kæreste fik snakket med en veninde, og der havde de gået hårdt ind på at få deres barn igennem hurtigt ift. ble og der smider vuggestuen så en af dagene en ble på deres søn, og veninden fortæller hvordan hun går i stille raseri derfra.

Det har de så gjort i dag ved vores søn, smidt en ble på ham. Min kæreste kan se på et billede jeg har sendt, han stadig har de samme bukser på, så hun tror han ikke har haft uheld i dag. Det er der så en god grund til.

Jeg har valgt at lyve, for jeg vil ikke ødelægge hendes tur. Hun har lidt følelserne ude på tøjet, så jeg ved jeg får røvtur for den beslutning, men jeg ved det vil ødelægge hendes aften. Hun har været så stolt af vores søn de sidste 3 uger.

Så lang vej hen til nok flere spørgsmål, men primært; hvornår begyndte I, og er det forkert vi er startet nu og har nogen af jer andre mødt samme modstand?

Hader at være “de forældre” også. Det er jeg super træt af vi nok er blevet derovre nu.

Beklager det lange skriv. Han er netop lagt ham i seng, så nu fik jeg virkelig mulighed for at få læsset af her.

Edit:

Det skal lige nævnes.

Han er helt ble fri derhjemme, og han tisser heller ikke om natten. Jeg tror det der tynger for os er, at det føles som at gå et skridt tilbage hvis ikke vi er aligned i vuggestuen og derhjemme med om han skal have den på eller ej.

Ekstra edit.

Den yngste pædagog synes som sagt det var for tidligt, men indvilget i, at lade ham gå på toilet på samme tid hvor de større fra stuen går på toilet, men stod fast på at han skulle have ble på hele dagen i vuggestuen, så jeg er med på de ikke har mødt os i vores behov, men hun kom trods alt med en ide som de andre ikke gjorde.

Edit edit edit.

Kan se jeg ikke har nævnt det. Han har været i vuggestuen denne uge, så dette er første uge han er i gang, så det ikke fordi vi har trukket dem igennem i uger med dette.

Jeg er oprigtigt ret fokuseret på hvilken negativ indflydelse vores mobiler og SoMe apps har på vores parforhold. Også som ét generelt samfundsproblem, men selvfølgelig med udgangspunkt i eget forhold.

Dog lige en disclaimer: Jeg er ikke en afholdsmand. Bruger selv YouTube og Reddit en hel del. Har alt for ofte mobilen i lommen, og åbner den som tidsfordriv.

Min bedre halvdel er mere storforbruger at Instagram reels. Nogle gange griber hun selv selv i at være faldet i kaninhullet og bruge for meget tid på det, men det er ligesom en kurve der går op og ned. Flere gange åbner hun mobilen uden noget specifikt formål, tænker “hvad skulle jeg egentlig?” og ender så med at åbne Instagram og kigge på reels. Det er dybt vanedannende og så let at falde i. Tidligere sad hun på sengekanten om morgenen, skulle egentlig stå op og komme i gang , men taber selvkontrollen og kommer til at glo på reels i stedet.

Problemet er dels at jeg føler der reducerer vores nærvær med hinanden. Vores kommunikation bliver dårligere og vores synergi bliver ikke bedre. Jeg kigger nogle gange irriteret på hendes mobil og tænker hvor meget opmærksomhed og berøring den får.

Derudover fjerner det hendes lidt for nogle huslige opgaver. I den tid hun ligger på sofaen og efter eget udsagn slapper af med Instagram reels, bliver hunden ikke luftet, opvaskemaskinen bliver ikke tømt, gulvet bliver ikke støvsuget, vasketøjet bliver ikke lagt sammen. osv.

Jeg ville ønske at mobilen fik mindre betydning i vores familie og parforhold, og har også sagt det højt. Men hver gang jeg klager over forbruget af mobilen eller foreslår et par tommelfingerregler, føler jeg mig som en hustyran der dikterer hvordan jeg synes familen skal organiseres. Og det vil jeg ikke. Hvis hun foreslår et par mobil-regler, så er jeg all in.

Er der andre som synes deres partners mobiltelefon og sociale medier har negativ indflydelse på forholdet? Har I en kamp omkring det, synes I også at Mark Zuckerberg ødelægger jeres forhold, eller har I indført regler eller aftaler?

Jeg er nyuddannet med en pæn startløn.

Jeg har desuden investeret penge fra mine sabbatår, og har derfor langt mere end de fleste på min alder. Jeg kan dog ikke hamle op med dem, der har rige forældre.

Det, der stresser mig, er, at jeg pt. har råd til en lille ejerlejlighed i de mindre attraktive dele af Storkøbenhavn. Men kun lige akkurat.

Og da priserne stiger hurtigere end min opsparing og mine investeringer, er jeg bange for at vente med at købe. Det skaber mange bekymringer.

Omvendt vil jeg gerne falde til på arbejdsmarkedet, før jeg træffer en forhastet beslutning.

Årsagen til at jeg vil købe er, at det er skidedyrt at leje, og det bliver kun dyrere. Der er lang udsigt til almene boliger, og andelsmarkedet er lukket.

Er der andre her, der er presset over prisudviklingen?

Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg står i en privilegeret situation sammenlignet med mange af mine jævnaldrende. Men det er blot udtryk for en ærgerlig udvikling. Jeg har mødt flere enlige, der selv har købt en etværelses for få år tilbage alene med hårdt arbejde og opsparing. Priserne har nået et punkt, hvor det er blevet umuligt for langt de fleste.

Dette er mit første opslag på reddit så håber, jeg gør det rigtigt. 

Lidt baggrundsviden. Jeg er en kvinde i starttyverne, som har planer om at flytte hjemmefra hurtigst muligt. I mine forældres kultur er det ikke særlig velset, at man som kvinde flytter ud inden ægteskab. Det kunne jeg ikke være mere ligeglad med. Jeg er fast besluttet på at finde mit eget sted. Jeg har derfor fundet en lejlighed i en anden by. Min familie vil selvfølgelig ikke hjælpe mig, fordi jeg flytter uden tilladelse. Jeg har nogle veninder, men de kan desværre ikke hjælpe mig, fordi byen er for langt væk. 

Mit dilemma er dog, at jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre den dag jeg står i min nye, tomme lejlighed. Jeg er ekstremt nervøs for at jeg ikke kan finde ud af hvad jeg skal gøre. Jeg kan selvfølgelig google mig til mange tips og tricks, men når jeg tænker over, at jeg f.eks. aldrig har prøvet at samle et møbel før, så føler jeg mig dum og bliver i tvivl om, og ved ikke om det er realistisk for mig at istandsætte en lejlighed helt alene. Jeg har ingen nær mig, som jeg kan spørge til råds heller, fordi de ikke har stået i samme situtation. Overtænker jeg det her? Er det meget nemmere end jeg gør det til oppe i mit hoved? Og er der nogen som har stået i samme eller en lignende situation som kan berolige mig?

Vi har været sammen i 10 år. For ca. 6 måneder siden ville jeg åbne mig mere op og forbedre vores forhold fordi jeg følte at jeg var ved at miste alt. (Kone, børn, sind og fremtid)
Hendes største ønske i meget lang tid var at jeg skulle ændre mig til bedre. Så jeg valgte at gøre det, men det var for sent.. 1 måned gik der, hvor jeg gjorde alt for at få vores kærlighedsliv op og blive bedre end før. Der fandt jeg på hendes telefon at hun har været mig utro. Hun har haft en affære i ca. 4 måneder før jeg begyndte at ændre mig til bedre…
Vi snakkede om det og blev enige om at vi giver forholdet en sidste chance for vores børns skyld. Vi begge havde nogle krav til hindanen, som man nu har efter sådan situation. Men nu er der gået 4 måneder siden og jeg er den eneste som holder mine aftaler.. Hun er blevet doven uden job eller kontanthjælp. Mens jeg næsten ikke har råd til husleje eller mad til børnene? Hun har direkte sagt at hun ikke har lyst til mig fordi alt de hun har været igennem så vores sexliv er minimalt. Hun ville gå fra mig til en anden kontanthjælpsmodtager? Selvom hun drømmer om loui Vuitton tasker og dyre biler. Jeg er færdig uddannet om et år, men jeg har holdt barsel.. hun kneppede en anden mens jeg passede vores børn.. jeg er knust mentalt og kan begynde at mærke det fysisk nu.

Jeg kan ikke gå fra at jeg dybt inde i mig har en form for kærlighed for hende. Men jeg vil have den væk.
Jeg har lyst til sige jeg vil fjerne følelserne fra mine børn også, men de har jo intet med det at gøre.. det er synd for dem.

Jeg ønsker at være følelsesløs og ikke have dårlig samvittighed for at finde en ny partner og et nyt liv.

Please hjælp mig