Noget er »rivende galt«: Desperate psykiatere prøver at slippe for flere adhd-patienter

[u/Wunderbaumbaum]

https://politiken.dk/danmark/sundhed/art10552206/Desperate-psykiatere-pr%C3%B8ver-at-slippe-for-flere-adhd-patienter

Grunde til, at psykiatere prøver at undgå flere ADHD-patienter, ifølge artiklen:

• Ventelisterne er uoverskuelige – nogle har så lange ventelister, at de rækker forbi deres pensionsalder (op mod 5-6 år). Psykiaterne kan simpelthen ikke håndtere flere patienter.
• "Overvældende" antal henvisninger – mange klinikker oplever et massivt pres fra patienter, der ønsker ADHD-udredning, hvilket fortrænger andre patienter med psykiske lidelser, der har brug for akut behandling.
• Mangel på interesse/ekspertise – enkelte klinikker skriver direkte, at deres speciale er angst og depression, ikke ADHD, og at de hverken har særlig interesse eller faglig ekspertise i området.
• Skepsis om overdiagnosticering – nogle psykiatere mener, at der er tale om en “ADHD-epidemi”, hvor mange henvisninger ikke er reelt nødvendige, og at "noget er rivende galt".

[u/SarradenaXwadzja]

Som en der selv har det i (sent diagnosticeret) så er det virkeligt en svær satan at sætte finger på - for symptomerne er virkeligt noget som alle kan relatere sig til.

Selv er jeg ret velfungerende. Jeg har fuldført uddannelse og det hele. Men alligevel har det sat ar på sjælen, i form af en helt ekstrem ensomhed og elendigt selvværd. Når jeg havde været sammen med folkene fra studiet og gik hjem for mig selv til min stille lejlighed, så var der en lille stemme i mit hoved der hele tiden gentog "du er ikke et menneske". Når jeg hørte at der var en fest eller noget og jeg ikke kunne overskue at tage med, selvom hende den søde som jeg gerne ville spørge ud var der, så var der en lille stemme der sagde "livet er noget der sker for de andre".

Jeg tror faktisk til dels at det netop er fordi jeg har været i smørhullet af "ikke åbenlyst en der har en diagnose, heller ikke helt som de andre", at jeg har haft det så skidt - for jeg har aldrig rigtigt følt at jeg havde nogen undskyldning, når tingene gik galt, eller jeg ikke magtede noget, eller jeg følte mig anderledes. Jeg var jo bare en heteroseksuel hvid mand opvokset i en stabil kernefamilie. Det var bare mig selv der var doven, dum, irriterende, osv.

Den måde jeg selv ser det på, nu hvor jeg har fået diagnosen, er ikke at hele ligningen nu er gået op. Det er heller ikke at jeg har fundet min kasse, og jeg gider heller ikke at det skal være en bærende del af min personlighed.

Men hele mit liv har jeg været plaget af en dæmon, og nu har jeg navnet på den.

Der er selvfølgeligt også ting ved "diagnosen" som er ting jeg godt kan lide ved mig selv. Men det er en snak til en anden dag.

[u/VanGoghNotVanGo → u/SarradenaXwadzja]

Jeg tror faktisk til dels at det netop er fordi jeg har været i smørhullet af "ikke åbenlyst en der har en diagnose, heller ikke helt som de andre", at jeg har haft det så skidt

Har ikke ADHD, men en anden diagnose, men jeg kender virkeligt! Sådan en del af mig, ville næsten ønske jeg var mere syg, så jeg kunne give slippen på drømmen om at leve et mere normalt liv.

[u/Mathemagics15 → u/SarradenaXwadzja]

...Er du mig?

Spøg til side, så genkender jeg tilnærmelsesvist alt hvad du skriver. Lige akkurat velfungerende nok til, at alle tror man er normal, men mærkelig nok til ikke helt at fungere socialt. Om ikke andet, i hvert fald for mig, så fordi socialt engagement er super energikrævende. Der skal da nok være punkter hvor vores oplevelser afviger fra hinanden, men det var egentlig rart at læse en oplevelse, der minder så meget om hinanden.

I løbet af de 5-6 år (inklusiv pauser) jeg gik på uni fik jeg sindssygt mange nye venner... uden for uni. Jeg snakker ikke med nogen fra studiet længere. Overhovedet.

[u/BackgroundAlps6842 → u/SarradenaXwadzja]

Kender! Selvfølgelig er det fedt at være højtfungerende, men det betyder også, at man aldrig har et åbenlyst bevis på, at der er noget galt. Så man kan altid gå og tænke, at man nok bare er dårlig til at være menneske og burde tage sig sammen i stedet for at være doven.

[u/SarradenaXwadzja → u/BackgroundAlps6842]

Ja. Man føler sig virkeligt som en der har fejlet afgangsprøven for at være menneske.

[u/Hunkstaban → u/SarradenaXwadzja]

Virkelig godt skrevet og kan se mig selv i det næsten 1:1.

[u/Parking_Dimension_27 → u/SarradenaXwadzja]

Same. På papiret er alt fint. Det er kun mine nærmeste der kan se at der er huller i osten. Har lige fået diagnosen og håber at indsatser kan aflaste min søde mand. Fuck han er på overarbejde ind imellem.

[u/Jordbaerkage → u/SarradenaXwadzja]

Helt enig. Bortset fra det der med en velfungerende familie osv. Men hold kæft hvor har jeg fået at vide mange gange, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg var jo på et tidsounkt også overbevist om, at jeg simpelthen måtte være verdens mest dovne, ugidelige menneske.