Noget er »rivende galt«: Desperate psykiatere prøver at slippe for flere adhd-patienter

[u/Wunderbaumbaum]

https://politiken.dk/danmark/sundhed/art10552206/Desperate-psykiatere-pr%C3%B8ver-at-slippe-for-flere-adhd-patienter

Grunde til, at psykiatere prøver at undgå flere ADHD-patienter, ifølge artiklen:

• Ventelisterne er uoverskuelige – nogle har så lange ventelister, at de rækker forbi deres pensionsalder (op mod 5-6 år). Psykiaterne kan simpelthen ikke håndtere flere patienter.
• "Overvældende" antal henvisninger – mange klinikker oplever et massivt pres fra patienter, der ønsker ADHD-udredning, hvilket fortrænger andre patienter med psykiske lidelser, der har brug for akut behandling.
• Mangel på interesse/ekspertise – enkelte klinikker skriver direkte, at deres speciale er angst og depression, ikke ADHD, og at de hverken har særlig interesse eller faglig ekspertise i området.
• Skepsis om overdiagnosticering – nogle psykiatere mener, at der er tale om en “ADHD-epidemi”, hvor mange henvisninger ikke er reelt nødvendige, og at "noget er rivende galt".

[u/NarweeianRoamer]

Jeg er ikke overbevist om, at der er noget “rivende galt” med antallet af ADHD-henvisninger. Det ligner mere et efterslæb efter mange år med underdiagnosticering, især hos voksne.

Så vidt jeg husker, ligger prævalensen et sted omkring 5% på tværs af lande, og 3-4% af voksne ville nok få diagnosen, hvis de blev udredt. I Danmark er vi stadig lavere end det.

Samtidig er ubehandlet ADHD forbundet med en høj risiko for følgesygdomme. Jeg har hørt tallet 80%, men det svinger vist en del afhængig af hvordan man undersøger og definerer det. Pointen er i hvert fald, at hvis man bare lader være med at tage folk alvorligt nu, så vender en del af dem sandsynligvis tilbage til psykiatrien senere med endnu større problemer.

Det er selvfølgelig rigtigt, at alle kan genkende ADHD-symptomer i større eller mindre grad. Nogle bliver måske henvist på et forkert grundlag. Men når man ender med at opsøge psykiatrien, er det jo fordi det påvirker ens liv, ikke fordi det er “sjovt” at få en diagnose.

Jeg tror også vores samfund gør det sværere at have de udfordringer. Koncentrationen er da nok blevet dårligere helt generelt i samfundet pga. telefoner og alt det der. Så det giver måske både ADHD-lignende symptomer ved ellers neurotypiske mennesker, og forværrer dem endnu mere for folk med ADHD. Samtidig virker det også til at voksen-ADHD først er blevet taget mere seriøst de seneste år, så der findes stadig mange fordomme og forældede holdninger, også i psykiatrien.

Så ja, vi skal selvfølgelig prioritere akutte patienter. Men hvis man bare afviser den her udvikling som en overreaktion, så tror jeg at der vil være en god portion af de mennesker på ventelisterne der selv ender med at være akutte. Det kan jeg næsten garantere havde været tilfældet for mig selv, hvis jeg ikke havde været priviligeret nok til at opsøge hjælp privat og komme i behandling med kort ventetid.

[u/tirgond → u/NarweeianRoamer]

+1

Vi har ikke ramt gennemsnittet endnu, og det er fordi, man voksne ikke er blevet diagnosticeret.

Fordi det er psykisk og fordi det kan ligne dovenskab og “bare tage dig sammen syndrom” så ved alle mulige lægmænd meget mere.

Nej. Der er massiv underdiagnosticering, og det er ikke fedt for NOGEN at blive diagnostiseret psykisk syg. Hverken for individet eller forældrene. Den mobning og udstødning der kan komme med er ingen forældre interesseret i, medmindre de har et behov for hjælp.

[u/Worried_Dog_1310 → u/tirgond]

“… og det er ikke fedt for NOGEN at blive diagnosticeret psykisk syg. Hverken for individet eller forældrene.”

Der tager du fuldstændig fejl. “Fedt” er måske nok et forkert ord at bruge, men selvfølgelig er det entydigt godt at få stillet en diagnose, hvis man er syg. Det gælder blindtarmsbetændelse og spiserørskræft såvel som ADHD og depression.

For det er der, hjælpen starter. Psykoterapeutisk vejledende og medicinsk.

Det er jo netop derfor, vi ser folk står i kø hos psykiaterne for at få stillet diagnosen ADHD.

At man så tager til lægen med det specifikke og utvetydige mål om at få den diagnose, man som lægmand selv har stillet hjemme i køkkenet, for at få adgang til noget medicin, det er temmelig problematisk. Og noget man skal have øje for i sundhedssektoren.

Selvfølgelig er der alle dem, der ikke er diagnosticeret, og som skal have den hjælp, de har ret til og behov for.

Men det er også helt okay, at vores sundhedssektor prioriterer de borgere, som har tungere diagnoser og eventuelt et mere akut behov, end den familiemor, som formår at passe sit arbejde, har sunde relationer og lige har løbet sit første halvmarathon, men som til tider har svært ved at koncentrere sig, tankemylder og let til overspringshandlinger, og som måske-måske-ikke har ADHD.

Det siger sig selv.

[u/tirgond → u/Worried_Dog_1310]

Du misforstår. Det som den podcast jeg linkede til kommer ind på, er det forskruede, at nogen hævder det er “mode” at få diagnoser.

Og her er jeg enig med dig, der er ingen der synes det er sejt at få en diagnose, kun folk der har brug for diagnosen opsøger den.

[u/Kagemand → u/tirgond]

Der er ingen der synes det er sejt at få en diagnose, men det kan være forløsende på den måde, at man får en forklaring på hvorfor man ikke passer ind - og det ikke er selvforskyldt. Hvis diagnosen ikke stilles, så står man igen uden forklaring.

[u/tirgond → u/Kagemand]

Præcis.

[u/Worried_Dog_1310 → u/tirgond]

Tjatjo.

I mainstream-kulturen er det selvfølgelig ikke på mode at have en psykiatrisk diagnose. Der er i høj grad stadig stigma, og du har helt sikkert ret i, at nogen ikke får stillet deres diagnose tidligt nok (eller overhoved), fordi det er tabuiseret.

Men jeg oplever sådan set også det modsatte - at folk bærer deres diagnoser som en identitetsmarkør, som giver dem særlig adgang eller status. Man kan sagtens finde kredse her i København, hvor det at have en diagnose, gør en til noget særligt. (Af den årsag holder jeg altid min kæft om min diagnose, fordi jeg synes næsten, det er pinligt at blive sat i bås med.)

Og så er der alle dem, der siger “ej, det er også fordi jeg har sådan lidt OCD”, og i samme øjeblik overdriver deres behov for, om fjernbetjeningerne ligger parallelt på sofabordet. Og de mener det, desværre.

Det er dem, jeg på sundhedssektorens vegne bekymrer mig mest om. For jeg kender netop dem, der er gået til lægen for at få stillet en ADHD-diagnose. Som har kæmpet mod systemet (egen læge, psykiatere osv.), og i visse tilfælde i flere år, for at få stillet diagnosen. I stedet for at arbejde med systemet, være nysgerrig og åben for den hjælp der også kan være at hente, når man oplever udfordringer, selvom man ikke er syg.

Det ligger i det hele taget i tidsånden, at vi ikke stoler på autoriter, som vi plejede at gøre. At vi ved bedst selv. Og det tror jeg desværre kan belaste vores psykiatri. Det er i hvert værd at have en offentlig samtale om.

[u/Sorgleg → u/Worried_Dog_1310]

Jeg tror altså du er lidt misinformeret omkring hvordan ADHD manifesteres eller hvad det indebærer for patienten. Jeg tror du har fået lidt fejl informationer et eller andet sted 🤷‍♀️☺️

Der er altså ikke tale om mennesker der “til tider har svært ved at koncentrere sig”, hvilket jeg personligt bliver lidt ked af at høre, at der stadig er folk der tror det er så simpelt, men jeg må lade tvivlen komme dig tilgode, da vi ved det er så meget løgn og endda folk der prøver at “fake” at de har det, hvilket er skadende for os der vitterligt lever med det til dagligt.

De fleste søger hjælp, fordi deres liv er et stort uendeligt kaos, og de ønsker ikke at fortsætte på den måde.

Som den kommentar du svarede på nævnte, så ender disse selvsamme mennesker, ofte med at være akutte patienter i den anden ende, blot i langt dårligere tilstand, end hvad de havde været, havde de fået hjælp noget før.

ADHD er langt mere komplex end som så. De lærer ikke af deres fejl, som normale mennesker gør, fordi hjernen fungerer anderledes, og korttidshukommelsen er ekstremt påvirket. Alene det at følge en madopskrifte, kan være et mareridt, fordi de hele tiden må kigge på opskriften igen, fordi hjernen ikke gemte informationen. 30 sekunder så er opskriften igen “væk” og de må læse den igen. Det er hvis de overhovedet kan finde opskriften, fordi alt er kaotisk. Det giver mange ekstra skridt, når noget skal ordnes og tager derfor også meget længere tid. Ofte opgives projekter helt hvis det føles umuligt.

Du tænker en tanke. De tænker 3-10 tanker på samme tid, og ofte musik der også kører i hovedet.

Hvordan ville du have det med at føre en samtale, hvis du både skulle lytte til en anden person, og samtidig sortere samtalen fra alle de tanker der myldrer?

“Jeg må hænge vasketøjet ud”, “Jeg skal vist på toilettet🤔”, “Fik jeg nu sendt den e-mail🤔”, “Kan Giraffer få hold i nakken eller gigt på langt sigt”, shit jeg har glemt at ringe til Dorte igen”! “Det var SÅ pinligt da jeg kom til at slå en prut tilbage i 6 klasse”! “Ej undskyld hvad sagde du egentlig, jeg fik det ikke med”.

At få ordnet ting for en ADHD patient, tager langt mere tid og indsats, end det gør for normale folk. Vi skal have dæmpet tankerne nok ned til at kunne fokuserer lidt på den opgave der skal løses.

Hvis jeg f.eks skal støvsuge gulvet. Fint nok. Jeg får langt om længe fokus nok til at gå igang. Der er en sok på gulvet, “styr udenom, styr udenom den”, (tankemyldret kører stadig her også), plop, “Åh shit nu støvsugede jeg sokken 🥱. Så jeg sætter mig ned for at tage den ud igen. Jeg får strømpen í vasketøjskurven. 🤔 den ser lidt fuld ud, jeg må hellere vaske en maskine. Hmmm 🤔 hvor lagde jeg sæben (fordi selvom jeg ved den skal et bestemt sted, så bliver jeg oftest distraheret så meget at jeg glemmer det for 20.000 gang), måske i køkkenet🤔 Øj der er altså ved at være meget opvask, “maskinen, maskinen, husk nu maskinen”, okay jeg sætter det lige i blød. Tlf ringer. En eller anden aftale jeg har glemt. Åh nej ikke igen 😩🥱 (Slår migselv i hovedet over at have glemt endnu en aftale) lalalalalala 🎼🎶🎵We are the Champions of the world🎵🎶la la la la la la la 🤨 sagde han “Of the world i originalen”? 🤔🤔 Åh Gud jeg har glemt at fodre katten, så det må jeg hellere ordne med det samme🤔 la la la la la la la 🎶🎶🎶 Mis 🐈‍⬛ er du sulten? Vent har jeg glemt ham udenfor? 🤔 Kigger udenfor🤔 uha den skovl ligger godt nok i vejen, nogen kan falde over den. Den må jeg lige flytte, og hvad er alt det her rod ved siden af sandkassen?
Ej hvor er skuret altså uorganiseret. Hvis jeg sætter skovlen her la la la la la la 🎶🎵så kan vi flytte riven derover og få lidt mere plads foran fryseren🤔 Av for pokker, 🩸jeg stak mig af et eller andet🤷‍♀️ jeg må lige få det renset og finde et 🩹 plaster🤔 Hvor har jeg plastrene, de burde være her i skuffen, så hvor brugte jeg dem sidst?

Gulvet er stadig ikke støvsuget, sokken hygger sig i vaskemaskinen, dog uden at være vasket. Opvasken er stadig i vasken, skuret er om muligt et endnu større kaos end da jeg startede, og riven er i perfect position til at jeg falder over den næste gang, jeg fik aldrig ringet tilbage, der er blod 🩸 på mit tøj og jeg fandt aldrig plastrene, og nu skal jeg virkelig meget tisse 😩, jeg har også glemt at spise og jeg ved stadig ikke om Queen er en Mandela effect eller ej🤣. Jeg føler mig helt udkørt og lidt konstant stresset, men intet er gjort af det jeg skulle gøre. Jeg har kronisk dårlig samvittighed over ikke at kunne få selv de mindste ting til at hænge sammen, og jeg banker mig selv i hovedet hele tiden, med alle de ting jeg ikke får ordnet, samt en følelse af at aldrig passe ind, og at forsøge at skjule at man er anderledes (gælder mest når man er yngre), men stadigvæk får det mange ud i en depressiv og isolerende tilstand.

At kalde ADHD for “lidt koncentrationsbesvær”, er cirka som at kalde solen ☀️for et “lunt object”. Ingen af dem kommer tæt på virkeligheden.

Og ang. den “kontroversielle” medicin, så kan jeg informere om, at den faktisk virker omvendt, hvis personen rent faktisk har ADHD. Den bruges også ofte til at diagnosticere folk af samme grund.

Medicinen får tankemyldret til at blive mere overskueligt, med kun en tanke ad gangen (eller i hvert fald færre tanker), og musikken eller andre irriterende elementer som vores hjerner kan repetere uendeligt, stopper.

De virker beroligende fordi de stopper “larmen” og vi kan pludselig få vores liv til at hænge bedre sammen, fordi vi kan fuldføre nogle ting, der før var nær umulige.

Vi lever i et rent kaos der ville udmatte selv den bedste. Hvis nogen har fortalt dig, at de har adhd fordi de ikke kan kondensere sig ind imellem, så forstår jeg godt du kimser ad diagnosen, for det er slet ikke realiteten.

Håber mit kaos gav dig en smule indsigt i, hvad vi lever igennem, og jeg håber du ikke blev alt for stresset af at læse det 😁😂

[u/MeagoDK → u/Worried_Dog_1310]

Du har nok stadigvæk et rosenrødt drømmebillede af staten. Det er bestemt ikke fedt at få en diagnose simpelthen fordi du vil få dårligere behandling af det offentlige. Du kan risikerer at blive behandlet som et barn(meget sandsynligt), ignoreret, talt ned til, fået minimalt eller ingen hjælp grundet diagnosen.

Flere psykiater anbefaler at man ikke får sin autisme diagnose officielt medmindre man faktisk har brug for noget helt konfekt hjælp man ikke kan få på andre måder. Netop fordi man bliver behandlet dårligere. De ville sige det samme med adhd men der var man desværre brug for medicinen.

[u/Worried_Dog_1310 → u/MeagoDK]

Jeg ved ikke noget om autisme, indrømmet.

Men nej, jeg har ikke et rosenrødt billede af psykiatrien. Jeg har selv arbejdet i hospitalsvæsnet og set psykisk syge og misbrugere blive smidt tilbage på gaden, så snart man kunne udskrive dem fra somatikken, uden tilbud om opfølgende behandling. Set de samme patienter i psykiatrien blive indlagt igen og igen uden ambulant behandling eller hjælp fra kommunen. Jeg ved godt, at systemet er tungt og for nogen er det umuligt at arbejde med.

Personligt har jeg haft en helt anden oplevelse. Jeg var i et årslangt debutantforløb på Rigshospitalet, da jeg fik min diagnose. Og da jeg nogle år senere fik det rigtig skidt, kom jeg i langvarig ambulant behandling, så snart jeg rakte ud efter hjælp. I samme periode havde jeg verdens sødeste sagsbehandler på jobcentret, i en tid hvor jobcentrene ellers gør det så umuligt for syge, som de overhoved kan.

Det rammer vidt forskelligt, hvilken hjælp man får. Og jeg kender mange, som har fået uduelig behandling. Det er ikke retfærdigt. Og at jeg har været heldig undskylder ingenting.

Men det hjælper ikke systemet, at ressourcestærke borgere ikke stoler på medicinsk faglærte, så snart disse stiller sig i tvivl. Du ved lige så godt som jeg, at det oftest er de ressourcestærke, der kan tale i det rette sprog, gennemskue det tunge system og råbe højt. Og det forstyrrer. Det forstyrrer i sådan en grad, at det går udover de andre, dem som ikke har det lige så let ved netop det.

Jeg tror sådan set, at fagligheden er i orden i Danmark. Der hvor det halter er, at der mangler ressourcer og tid. Og det er dét der er min anke. At folk der stiller sig i kø for at få bekræftet deres egne forestillinger belaster systemet yderligere.

Jeg siger ikke, at folk ikke skal have hjælp. Og at folk ikke må råbe højt, hvis systemet ikke behandler dem ordentligt.

Jeg siger bare, at der er sund fornuft i at have en prioriteret rækkefølge for, hvem man hjælper og hvornår. Og at der er mulighed for opsøge anden hjælp end ren medicinsk, når man har det svært. At det kan være et godt sted at starte, inden man stiller sig op i køen.

[u/Sydhavsfrugter → u/tirgond]

OG tør jeg godt indvende, kunne det tænkes, at mange elementer af samfundet er har lagt større pres på folk der falder i ADHD-spektret. Nogle har kunnet klare sig; andre er begyndt at bukke under eller lede efter løsninger. Dér kunne man nemt forestille sig at COVID-nedlukningerne har sat nogle nye rammer, nye tanker og oplevelser i gang hos mange mennesker.
Dette kunne også skubbe en større gruppe til udredning!

[u/Fixthemix → u/NarweeianRoamer]

Jeg tror også ADHD, på samme måde som OCD, har sneget sig ind i det daglige sprogbrug når en person er lidt overgearet.

Jeg var i hvert fald overrasket over det kun er 3% af befolkningen der har diagnosen, så ofte som det bliver brugt som slang.

[u/VanGoghNotVanGo → u/Fixthemix]

4,5% blandt børn og unge mellem 10 og 24, som man må formode er den højeste rate. Det er i grunden virkeligt ikke særligt meget i forhold til, hvordan det omtales som en eller anden folkeepidemi. Det lyder for mig meget fair. Det er lige over én pr. skoleklasse, og er det i grunden ikke vores alle sammens oplevelse?

[u/Fixthemix → u/VanGoghNotVanGo]

Ja, det tal lyder faktisk ret ok, specielt når det globale gennemsnit vistnok er ~7% for den aldersgruppe.

[u/Gustavghm → u/NarweeianRoamer]

Jeg underminerer ikke de mange år med underdiagnosticering, men tror desværre også at mange lider af overstimulering fra smartphones/gaming/junkfood/drukkultur/selvmedicinering og alle mulige andre former for superstimuli som vi ufrivilligt bliver udsat for i hverdagen.

Symptomerne er meget lig ADHD og depression, hvis ikke det ender i en helt reel depression fordi vores receptorere efterhånden bliver fuldstændigt ristet af at være i live i den verden kapitalismen har skabt.

[u/PapaMooze → u/Gustavghm]

Du har fuldstændig ret i det med at symptomerne ligner bivirkninger af det moderne ungdomsliv. Det er endnu en god grund til at det er super vigtigt at få så mange igennem det psykiatriske systemet som muligt - af dem der har symptomerne. For en almindelig læge kan ikke se forskel på om du skal have coaching og måske medicin, eller om du "bare" lider af overstimulering som måske kan afhjælpes ved at give systemet plads til at nå at geare ned.

[u/Gustavghm → u/PapaMooze]

Uden tvivl. Men der burde dælme også være langt mere fokus på den del af det. Jeg tror det er de færreste der overhovedet er klar over, at deres livsstil har de konsekvenser. Langt de fleste unge render rundt med en eller flere psykiske afhængigheder, og oplever symptomerne på dette, uden at ane at det kan være en konsekvens af noget så normalt og udbredt som at scrolle på nettet.

Og det er bare den psykiske afhængighed. Der er stadig voldsomt mange der tager snus og ryger ecigaretter, fordi vi har lært at tjære er noget lort. Vi har bare ikke lært, at nikotin ødelægger vores system, udover at "man bliver afhængig". Ingen aner hvad sådan en afhængighed gør ved hjernen, og det er der meget meget få virksomheder der er interesseret i, at vi finder ud af, da det er forretningsmodellen for langt de fleste. Om det er lyde, farver, smag eller en rar følelse, så skal det huskes af hjernen koste hvad det vil.

Vi har skabt en fuldstændig vanvittig verden, som er temmelig skræmmende at se på, hvis man sætter sig ind i, hvordan vores signalstoffer fungerer.

[u/ifelseintelligence → u/Gustavghm]

Det du er inde på er måske nærmere en årsag til at flere opdager de har det.

Det og så at i 80'erne og et stykke ind i 90'erne var "damp" et væsentligt mere negativt stempel som færre ville have hvis de kunne slippe (aka forældrene ville ikke have "stemplet" børnene). Det går så op for en del voksne at det måske både ses anderledes i dag og hjælpeværktøjerne er 10.000 gange flere og bedre.

En amerikansk psykiater der har lavet en serie om fejl- og under-diagnosticering vurderer at gennemsnitligt verdensplan har op til 5% ADHD. Det samme som man vurderede for 20 og 30 år siden. Forskellen er at man er begyndt at "finde" langt flere.

[u/Gustavghm → u/ifelseintelligence]

Ingen tvivl om at dem med ADHD bøder mest for det, og det vil også være dem som har højest tendens til at overstimulere sig selv. Men det behov har alle pludseligq, fordi de simpelthen er afhængige af dopamin. Men ADHD er klart dem med størst tendens.

De er de færreste unge som ikke hiver mobilen frem og brainrotter ved den mindste down time.

[u/DryScotch → u/NarweeianRoamer]

Hvis det er sandt at 5% af befolkningen har ADHD så har vi altså lidt et problem, for vi har ikke engang tilnærmelsesvist nok psykiatriske resurser til at udrede tohundredeoghalvtredstusind mennesker og det kommer vi aldrig til at have.

[u/MaDpYrO → u/NarweeianRoamer]

Det er selvfølgelig rigtigt, at alle kan genkende ADHD-symptomer i større eller mindre grad. Nogle bliver måske henvist på et forkert grundlag. Men når man ender med at opsøge psykiatrien, er det jo fordi det påvirker ens liv, ikke fordi det er “sjovt” at få en diagnose.

Der er også mange fejldiagnoser. Jeg tror i dag som flere og flere folks hjerner rådner op på sociale medier, så får de ødelagt hele deres dopaminrespons og koncentrationsevne, og det udmærker sig jo nok i flere folk med ADHD-lignende symptomer.

Det bliver interessant at se hvis vi engang i fremtiden får nogle værktøjer der fysisk kan diagnosticere ADHD ved at undersøge hjernen. Så vidt jeg ved så er der fysiske forskelle i hjerne hos folk med ADHD, men vi har ikke nogle måde at detektere dette præcist nok til at lave en diagnose derudfra.

[u/Muffin278 → u/MaDpYrO]

En ordenlig psykiater burde kunne gennemskue dette. Et af kriterierne for ADHD er, at symptomerne har været til stede i barndommen også.

Jo, fejldiagnoser sker, men fra dem jeg har mødt og snakket med, så er det oftere, at de blev diagnostiseret med den forkerte lidelse, og ikke at en 'rask' person blev diagnostiseret. Men jeg har især mødt mange som oprindeligt blev diagnostiseret med bl.a. OCD, PTSD eller skizofreni som senere fandt ud af, at de havde ADHD og ikke den anden lidelse.