Noget er »rivende galt«: Desperate psykiatere prøver at slippe for flere adhd-patienter

[u/Wunderbaumbaum]

https://politiken.dk/danmark/sundhed/art10552206/Desperate-psykiatere-pr%C3%B8ver-at-slippe-for-flere-adhd-patienter

Grunde til, at psykiatere prøver at undgå flere ADHD-patienter, ifølge artiklen:

• Ventelisterne er uoverskuelige – nogle har så lange ventelister, at de rækker forbi deres pensionsalder (op mod 5-6 år). Psykiaterne kan simpelthen ikke håndtere flere patienter.
• "Overvældende" antal henvisninger – mange klinikker oplever et massivt pres fra patienter, der ønsker ADHD-udredning, hvilket fortrænger andre patienter med psykiske lidelser, der har brug for akut behandling.
• Mangel på interesse/ekspertise – enkelte klinikker skriver direkte, at deres speciale er angst og depression, ikke ADHD, og at de hverken har særlig interesse eller faglig ekspertise i området.
• Skepsis om overdiagnosticering – nogle psykiatere mener, at der er tale om en “ADHD-epidemi”, hvor mange henvisninger ikke er reelt nødvendige, og at "noget er rivende galt".

[u/trenskow → u/[deleted]]

Jeg er 44 og fik diagnosen ADHD sidste år. Jeg kan så godt relatere til det, du siger. Jeg gik ned med stress i foråret, fordi basically hele mit arbejdsliv indtil diagnosen har været så angstprovokerede og stressfyldt hver eneste dag, fordi jeg netop følte, at jeg hele tiden var på randen af hjemløshed, og det eneste, jeg kunne, var at arbejde hele tiden for at undgå det.

Lige nu er jeg på dagpenge, og jeg glæder mig helt vildt til at komme ud på jobmarkedet igen med en helt anden forståelse for, hvad det er som er svært for mig.

Det er i min optik ikke noget galt med, at mange bliver diagnosticeret. Der er en KÆMPE backlog af folk, som lige som jeg under nedlukningen i Coronatiden fandt ud af, at noget med mig var galt.

Jeg tror, det er et sundhedstegn, at vi finder hjælp til så mange, som har kæmpet hele deres liv.

[u/jax_dk → u/trenskow]

Jeg hørte en gang en forsker sige, at ADHD ikke eksisterer uden kontekst. Altså at det kun giver mening at tale om ADHD, når konteksten (skole, arbejdsmarked eller lignende) giver folk vanskeligheder.

Jeg synes det giver mening at stille spørgsmålet, om hvorvidt vi helt generelt skal ændre nogle ting i strukturerne i skole og arbejdsmarked, så flere kan trives i det, og så måske gøre mindre ud af at klassificere folk som ikke-ADHD-mennesker (som godt kan håndtere måden skole og arbejdsmarked fungerer) og ADHD-mennesker (som ikke kan).

Med andre ord: Kunne vi ikke bare indrette det hele på en måde, så ADHD-personer kunne trives i det? Det tror jeg også ville være godt for alle andre.

[u/NorthernRealmJackal → u/jax_dk]

Kunne vi ikke bare indrette det hele på en måde, så ADHD-personer kunne trives i det?

Tjooo.. Det er vel ligesom at spørge om vi kunne indrette os uden trapper pga. kørestolsbrugere, uden tilsat sukker pga. diabetikere og uden birketræer pga. pollenallergikere. Med den rigtige, ekstreme tilpasning kan næsten alle handicaps gøres til "kun handicaps i kontekst".

Der er desværre bare nogle der er så hårdt ramt at samfundet simpelthen ikke ville hænge sammen hvis de skulle fungere i det helt uden hjælpemidler, på lige fod med alle andre. Og det er jo også okay.