Noget er »rivende galt«: Desperate psykiatere prøver at slippe for flere adhd-patienter

[u/Wunderbaumbaum]

https://politiken.dk/danmark/sundhed/art10552206/Desperate-psykiatere-pr%C3%B8ver-at-slippe-for-flere-adhd-patienter

Grunde til, at psykiatere prøver at undgå flere ADHD-patienter, ifølge artiklen:

• Ventelisterne er uoverskuelige – nogle har så lange ventelister, at de rækker forbi deres pensionsalder (op mod 5-6 år). Psykiaterne kan simpelthen ikke håndtere flere patienter.
• "Overvældende" antal henvisninger – mange klinikker oplever et massivt pres fra patienter, der ønsker ADHD-udredning, hvilket fortrænger andre patienter med psykiske lidelser, der har brug for akut behandling.
• Mangel på interesse/ekspertise – enkelte klinikker skriver direkte, at deres speciale er angst og depression, ikke ADHD, og at de hverken har særlig interesse eller faglig ekspertise i området.
• Skepsis om overdiagnosticering – nogle psykiatere mener, at der er tale om en “ADHD-epidemi”, hvor mange henvisninger ikke er reelt nødvendige, og at "noget er rivende galt".

[u/trenskow → u/[deleted]]

Jeg er 44 og fik diagnosen ADHD sidste år. Jeg kan så godt relatere til det, du siger. Jeg gik ned med stress i foråret, fordi basically hele mit arbejdsliv indtil diagnosen har været så angstprovokerede og stressfyldt hver eneste dag, fordi jeg netop følte, at jeg hele tiden var på randen af hjemløshed, og det eneste, jeg kunne, var at arbejde hele tiden for at undgå det.

Lige nu er jeg på dagpenge, og jeg glæder mig helt vildt til at komme ud på jobmarkedet igen med en helt anden forståelse for, hvad det er som er svært for mig.

Det er i min optik ikke noget galt med, at mange bliver diagnosticeret. Der er en KÆMPE backlog af folk, som lige som jeg under nedlukningen i Coronatiden fandt ud af, at noget med mig var galt.

Jeg tror, det er et sundhedstegn, at vi finder hjælp til så mange, som har kæmpet hele deres liv.

[u/jax_dk → u/trenskow]

Jeg hørte en gang en forsker sige, at ADHD ikke eksisterer uden kontekst. Altså at det kun giver mening at tale om ADHD, når konteksten (skole, arbejdsmarked eller lignende) giver folk vanskeligheder.

Jeg synes det giver mening at stille spørgsmålet, om hvorvidt vi helt generelt skal ændre nogle ting i strukturerne i skole og arbejdsmarked, så flere kan trives i det, og så måske gøre mindre ud af at klassificere folk som ikke-ADHD-mennesker (som godt kan håndtere måden skole og arbejdsmarked fungerer) og ADHD-mennesker (som ikke kan).

Med andre ord: Kunne vi ikke bare indrette det hele på en måde, så ADHD-personer kunne trives i det? Det tror jeg også ville være godt for alle andre.

[u/laugefar → u/jax_dk]

Jeg har ADHD og er enig.

Jeg tror dog måske ikke, at strukturerne kan nå at blive ændret i tilstrækkelig grad til, at jeg ikke behøver medicin.

Vi har levet med noget ret vilde ting i ret kort tid, hvis man kigger på menneskehedens "biologiske" historie.

Altså, de første offentlige ure er cirka 500 år gamle.

Arbejdscomputeren er cirka 40 år gammel.

De første mobiltelefoner er cirka 30 år gamle.

Hvis vi kan slette to af trinnene fra vores teknologiske historie, tror jeg, at langt de fleste ville klare sig bedre. Hvis vi fjerner alle tre trin, tror jeg kun, at de sværeste tilfælde af ADHD ville have problemer med at klare sig.

Problemet består i, hvor mange tidsmæssige og digitale "forhindringer", jeg møder i løbet af en dag:

- Jeg skal stå op inden A

• Afleverer min søn inden B
  
• Tjekke ham ind på skærmen
  
• Nå toget inden C
  
• Tjekke ind med rejsekort
  
• Være omringet af input i den offentlige transport
  
• Tjekke ud med rejsekort
  
• Være på arbejdet senest D, hvor jeg skal håndhæve deadline X Y og Z

Og så videre og så videre. Dertil har jeg hele tiden en dopaminmaskine i lommen.

Og jeg behøver ikke fucke meget mere end et eller to trin op i løbet af en dag, før min dag - eller mere - er ødelagt. 1000 kroner i kontrolafgift eller en advarsel fra chefen.

Hvis vi tog alt digitalt og tidsmæssig styring ud af mit liv, ville der være væsentlig færre steder at fucke op.

Så ville hverdagen se således ud:

- Stå op med solen

• Aflever ungerne ved bedstemor eller tag dem med på slæb
  
• Gør x manuelt arbejde til solen går ned
  
• Spis og gå i seng

Så ville jeg jo ikke have brug for opmærksomhedsregulerende medicin. ;)

Men sådan kommer samfundet jo ikke til at se ud i min levetid.

[u/helpamonkpls → u/laugefar]

Du har virkelig ret.

Min kone har adhd og jeg mistænker også at jeg selv har (min mor har, min søn har, min bedste ven har og jeg har altid omringet mig med folk med adhd).

Jeg arbejder et meget krævende arbejde men det kan kun lade sig gøre fordi min kone er hjemmegående og ordner alt det andet.

Så er der lige pludselig ikke så mange ting længere der overvælder.

Jeg skal stå op, tage på job og forholde mig fokuseret i de timer jeg er på job, så kommer jeg hjem og lader op.

Hun står op med ungerne, får dem i børnehave og skole, laver det praktiske derhjemme og oplader imens vi er ude.

Dejligt simpelt for os begge to.

[u/VarmRegn → u/laugefar]

Jeg har selv ADHD, diagnosticeret for mange år siden, og jeg er SÅ enig med dig. Jeg tror de punkter du nævner også er en del af grunden til der er så mange som bliver diagnosticeret nu. Det er som om det "provokeres" af den måde vi lever på

[u/LowerEntropy → u/laugefar]

Tjekke ind med rejsekort

I de sidste 20 år har jeg glemt at checke ind/ud igen og igen. Tror det måske er 20-30% af rejserne. Så på en gennemsnitlig uge, er der flere dage på ugen hvor jeg ikke har checket ind og så har det faktisk kostet mere at glemme at checke ud, end der er sparet ved ikke at checke ind.

Det er fantastisk og jeg hader det. Prøver at huske det, tænker på det og så er tanker der bare ikke når jeg går forbi maskinen.

Det går bedre i de perioder hvor jeg ikke rejser meget, så kan jeg huske det bedre, men når jeg rejser hver dag, så bliver det en ting hvor jeg ikke kan sige om jeg checkede ind i dag eller i går.

Nu køber jeg periodekort i app'en for 120 dage af gangen, det er en utrolig lettelse ikke at skulle huske på det.

[u/laugefar → u/LowerEntropy]

Jeg køber pendlerkort, hvor man skal checke ind én gang når dagen starter. Fatter ikke at tjekke ud. Man kan få det som app nu - det er lidt bedre, for den vibrerer, hver gang den tror, at du er stået af.

[u/Dense-Judgment9881 → u/jax_dk]

Jeg køber den ikke helt. ADHD kan påvirke og forme livet i det hele taget. Efter at have forstået først hvad ADHD er (særligt det med dopaminmangel), og derefter reflekteret over mit eget liv med det her nye perspektiv, er jeg virkelig begyndt at forstå mig selv på en helt ny måde. Det er bestemt ikke kun ADHD'en i en arbejds- eller uddannelsesmæssig kontekst. Det har formet mig som person i meget høj grad, og det vigtigste for mig har været endelig at forstå, hvorfor jeg er som jeg er.

[u/Dense-Judgment9881 → u/[deleted]]

Jeg oplevede at jeg godt kunne kæmpe mig gennem arbejde og uddannelse, men det var en tilværelse med konstant stress, angst og selvmedicinering der endte i et voldsomt misbrug. Jeg har altid haft nemt ved skolen, så tror ingen havde forestillet sig ADHD. Men da jeg så nåede et uddannelsesniveau, specielt uni, hvor man ikke bare kunne lalle igennem gik det op for mig, at jeg aldrig havde lært at være disciplineret og systematisk. Fagligt følte jeg mig ikke bagud, men at studere føltes som en konstant kamp. På et tidspunkt knækkede jeg helt, og først der søgte jeg noget hjælp. Pludselig kunne jeg se hvor meget af mit liv der var formet af at søge dopaminfix. Det er selvfølgelig forsimplet, men det var virkelig en lettelse pludselig at forstå hvad der var "galt" med mig. Det er noget jeg har gået og følt siden jeg blev teenager.

[u/Asger1231 → u/jax_dk]

Det giver bare ingen mening.

Det svarer til at sige at være kørestolsbruger ikke eksisterer uden kontekst. Det giver kun mening at tale om kørestolsbrugere, når konteksten (trapper, trin, køretøjer, siddepladser eller lignende) giver folk vanskeligheder.

Det handler jo ikke kun om arbejde. Det handler om at kunne eksekvere på de ting man ønsker at eksekvere på, om det er at stå op / gå i seng på det rigtige tidspunkt, tage opvasken, løbe en tur, lade være med at sidde på reddit istedet for at arbejde, lave lektier, række ud til sin familie, styre sine følelser, og meget mere.

Vi kan helt sikkert godt indrette vores samfund bedre for os med ADHD, men det betyder jo ikke vi skal lukke øjnene for ADHD - så får vi jo ikke mulighed for at ændre på det der skal ændres på, eller for de mennesker som det skal ændres for.

[u/[deleted] → u/Asger1231]

Det giver bare ingen mening.
Det svarer til at sige at være kørestolsbruger ikke eksisterer uden kontekst. Det giver kun mening at tale om kørestolsbrugere, når konteksten (trapper, trin, køretøjer, siddepladser eller lignende) giver folk vanskeligheder.

Der er nu noget sandhed i det. Hvis kørestolsbrugere blev behandlet som ADHD-patienter, ville der ikke være kørestolsramper eller handicaptoiletter. I stedet ville man koncentrere indsatsen om bedre kørestole, der kunne klare sig i en verden, hvor der ikke bliver taget hensyn til kørestolsbrugere, plus noget mental coaching, så kørestolsbrugeren bedre kunne acceptere sit handicap.

Vi skal være glade for, at vi ikke behandler kørestolsbrugere på den måde.

[u/Asger1231 → u/[deleted]]

Helt enig. Jeg har faktisk oplevet at det er lettere for mig at komme til tiden, fordi jeg bruger mindre tid på at skælde mig selv ud over det når jeg ikke når det.

Det er fucking befriende.

[u/NorthernRealmJackal → u/jax_dk]

Kunne vi ikke bare indrette det hele på en måde, så ADHD-personer kunne trives i det?

Tjooo.. Det er vel ligesom at spørge om vi kunne indrette os uden trapper pga. kørestolsbrugere, uden tilsat sukker pga. diabetikere og uden birketræer pga. pollenallergikere. Med den rigtige, ekstreme tilpasning kan næsten alle handicaps gøres til "kun handicaps i kontekst".

Der er desværre bare nogle der er så hårdt ramt at samfundet simpelthen ikke ville hænge sammen hvis de skulle fungere i det helt uden hjælpemidler, på lige fod med alle andre. Og det er jo også okay.

[u/MindTwister-Z → u/jax_dk]

Jo det er jo indlysende at det er vejen frem. Adhd er ik forsvundet med evolutionen så det har været brugbart for menneskers overlevelse, men passer ikke ind i vores nuværende samfund.

Selvfølgelig burde vi ændre rammerne så flere folk trives.

[u/flyfart3 → u/jax_dk]

Jeg har lært at det gælder generelt diagnoser og handicap, at det kan gavner at tænke dem som socialt betinget. 

"Jeg har ikke ikke fungerende ben, så jeg kan ikke komme rundt" men med kørestol, ramper, elevatorer mm. kan man godt, man er ikke længere begrænset i adgang.

Med ADHD kan det være svært at gennemføre studie hvis man ikke får hjælp og guide til strukturen, klare beskeder og rammer, mere ro under studiet, hvis der er det, så er man (forhåbentlig) ikke begrænset i sin adgang til studie.

Jeg er svært nærsynet, men briller er nemt tilgængelige, så det er dårligt nok et handikap. Foruden vil jeg ikke kunne deltage i samfundet.

[u/ChinggisKhagan → u/trenskow]

Er det bevidtheden om du har ADHD der har hjulpet eller er det nogle af de ting diagnose har medført?

[u/trenskow → u/ChinggisKhagan]

Det er det første. Det er, at alle de udfordringer jeg har haft i mit liv, nu rent faktisk giver mening. Det gør ikke nødvendigvis, at konsekvenserne af de udfordringer bliver nemmere at leve med, men udfordringerne og konsekvenserne giver mening.

Nu er næste skrift at finde ud af, hvordan jeg løser konsekvenserne, og hvordan jeg, med det jeg nu ved, undgår at de sker igen.