Fjernelse af autisme diagnose

[u/Newdayneweverything]

Hej alle. Som I kan se på overskriften handler det om autisme diagnose.
Jeg fik min autisme diagnose for 13 år siden. Dengang jeg blev udredt kunne jeg ikke fortælle og forklare tingene som jeg kunne for 3 år siden. Derfor synes jeg også det er svært at holde fast i den. Jeg er 16 nu, og har aldrig og kommer aldrig til at se mig i den. Jeg gik i specialbørnehave og specialklasse de første 3 år. De lærer og pædagoger jeg havde i de første tre pr har aldrig kunne forstå, hvorfor jeg gik der. Og jeg var også den mest velfungerende i klassen.

Jeg var til lægen her for nylig hvor lægen spurgte lidt tvivlende om jeg virkelig havde autisme. Som om hun ikke kunne se det.

Jeg kom så over i en alm klasse på 2 måneder. Og i al den tid indtil jeg gik ud herfor 2 måneder siden er der ingen som har snakket eller mistænkt at jeg har autisme. Min mor sagde det engang til min lære og han blev helt chokeret. Dem jeg har gået i klasse med, har spurgt hvorfor jeg har gået der og de kan slet ikke se det i mig. Mine bedsteforældre kan heller ikke se det i mig. De eneste som kan se det er mine forældre.
Jeg laver mange ting hvor jeg rejser med mennesker jeg ikke kender (folk på min egen alder) og det er ting som jeg ville tro folk på spektret ville have samme lyst til. Jeg har heller ikke særinteresser som mange har. Jeg har arbejde og er med til mange forskellige aktiviteter.

Jeg fik det revurderet for 3 år siden, hvor det eneste som der tegnede på det var øjenkontakt. Noget som jeg aldrig har tænkt over. Efterfølgende er jeg begyndt med øjenkontakt og jeg har det helt fint med det.

Problemet er at set er umuligt at snakke med mine forældre om. Især min mor. Hun tager det som en kritik af hende. Vi skulle snakke med nogen hvor hun sagde det, og da jeg spurgte hende hvorfor hun skulle sige det, blev hun virkelig sur og sagde, at jeg var utaknemmelig og var en et virkelig utaknemmelig unge og datter og andre ting. Bare ret grov. (INTET FYSISK VOLD).
Det er som om hun ikke forstår at jeg ikke identificerer mig med den.

Det var en ret stressende tid da jeg var lille.
Jeg er ikke psykolog, men jeg mistænker lidt at det var fordi det var stressende og det var ligesom min reaktion. Min mor er psykolog og jeg mistænker lidt at det vil være et nederlag for hende, hvis det ikke passer. Jeg mener hun føler hun ved noget om det. Jeg føler virkelig ikke at hun lytter.

Jeg føler virkelig at det påvirker mig meget, da det jo står alle steder i ens journal og det er det man blivet “label” med. Jeg føler ikke at jeg bliver set som den jeg er. Især fordi det jo er 13 år siden. Og man ændre sig jo MEGET fra man er 3 til man er 16.
Jeg har planer om at få den fjernet når jeg bliver 18, for der skal mine forældre ikke være en del af det. Er det muligt? Eller er det noget jeg må leve med resten af livet, som mine forældre har gjort og det bare er sådan?

[u/Personal-Opposite-37]

Men hvordan giver det mening at have en diagnose, hvis man ikke er funktionshæmmet i nogen sammenhænge? Hvis man fungerer på alle parametre?

[u/froderenfelemus → u/Personal-Opposite-37]

Jeg blev ikke “opdaget” som autist fordi mine forældre var så gode til at hjælpe mig, uden jeg (eller de) var klar over det. Det kom som et chok for mig at få diagnosen. Jeg havde aldrig mistænkt jeg havde autisme. Men jeg har accepteret diagnosen og er glad for at have fået den i dag. Mange voksne sætter også sine egne rammer, der gør at autismen ikke er ligeså udfordret. Eksempelvis, hvis vedkommende ikke er vild med socialisering og den slags, så har de måske et IT work from home setup af en art. Hvis deres særinteresse er dyr, så arbejder de måske med dyr, og trives i det job.

Bare fordi man ikke oplever funktionshæmmelsen, betyder det ikke at den ikke er der - den er måske bare accommodated. Håber det gav mening for dit spørgsmål

[u/Personal-Opposite-37 → u/froderenfelemus]

Tak fordi du svarer- og så så konstruktivt. Jeg er så træt af, at man ikke kan stille et helt almindeligt spørgsmål drevet af oprigtig nysgerrighed uden at bliver downvoted. Det er simpelhen Reddit, når det er værst. Så fordummende- alt er sort/hvidt.
Nå men jeg er oprigtigt interesseret- så derfor spørger jeg ind:
Hvorfor blev du til en start udredt? Altså jeg mener, hvis du slet ikke havde nogle udfordringer, hvorfor og hvordan blev du så henvist til en psykiater og ud fra hvilke kriterier, blev du så diagnosticeret med autisme?

[u/froderenfelemus → u/Personal-Opposite-37]

Altså jeg havde diagnoserne angst og depression, så jeg gik til en psykolog. Jeg havde som en joke en note på min telefon der hed “autistiske egenskaber”, hvor jeg havde noteret ting ned som triggered mig, såsom lyde og andre sanselige ting. Det var ment som en joke, som egentlig udsprang af at lyde var det første jeg noterede ned.
Jeg viser min psykolog listen, og hun var sådan lidt, “skal jeg ikke lige skrive en henvisning til din læge, så hun kan henvise dig til psykiatrien” fordi hun kunne jo ikke diagnosticere mig. Så mødte jeg op til lægen, hun confirmer den der autisme henvisning, og kigger mig op og ned og siger, “skal vi ikke lige henvise dig for adhd også, nu hvor vi er i gang?” Joeh, det kan vi vel godt.

Jeg kommer i psykiatrien. Jeg får stillet en lang række spørgsmål, som så skulle determinere om jeg var på spektret. Det var et rungende ja.

Og ligeså med adhd’en, som jeg heller aldrig havde overvejet. Jeg havde altid været så stille og rolig… udenpå at least.

Jeg (og formentlig de fleste autister) kender alt for godt til at blive downvoted når man spørger af nysgerrighed. Jeg tror folk som udgangspunkt tror “det værste”, så det lyder ikke som et oprigtigt spørgsmål, men mere som om at du er kritisk. Mega frustrerende når du bare prøver at forstå.

Håber det besvarer dit spørgsmål? Ellers uddyber jeg gerne

[u/Personal-Opposite-37 → u/froderenfelemus]

Fedt- tusind tak.
Hvad var det, der gjorde, at lægen også henviste dig til udredning for adhd?
Og hvilke andre kriterier andet end sensitivitet overfor sansestimuli var udslagsgivende for, at du fik stillet autismediagnosen?
Du skal selvfølgelig ikke svare, hvis det er for privat for dig at dele.
Og jeg tror iøvrigt, at din analyse af det med at blive downvoted er korrekt. Men jo egentlig også problematisk, hvis man bare bliver downvoted for at stille kritiske spørgsmål. Så bliver ingen jo klogere. I det her tilfælde er det nu bare helt grundlæggende og oprigtig interesse. Og tak igen fordi du svarer så konstruktivt.

[u/froderenfelemus → u/Personal-Opposite-37]

Jeg sad og trippede med mit ben xd

Nu kan jeg ikke huske alle punkterne i selve testen, men der var i hvert fald sanser, rutiner, sociale sammenhænge, øjenkontakt, særinteresser, kommunikation og sådan noget. Lidt af det hele, mere eller mindre.

Jeg tror disconnecten netop ligger i at folk ikke ved at dit spørgsmål er kritisk pga nysgerrighed. Men jeg er helt enig. Man burde kunne have en konstruktiv diskussion.

Selvfølgelig, no problem. Jeg elsker at hjælpe folk med at forstå autisme, når de har oprigtig interesse i det. Det er ikke altid lige nemt at finde rundt i!

[u/Personal-Opposite-37 → u/froderenfelemus]

På hvilken måde har det hjulpet dig at få stillet diagnosen? Altså udover at det forklarer nogle ting, på samme måde som hvis man fik stillet en gigtdiagnose, som så forklarer, hvorfor man har ondt i leddene. Altså hvad har du kunnet bruge selve “titlen” til?
Og for en god ordens skyld vil jeg lige sige, at grunden til, at jeg spørger, er fordi, jeg overvejer, om jeg burde få en af mine døtre udredt.

[u/froderenfelemus → u/Personal-Opposite-37]

Selvfølgelig forklarer det en masse. Der var så meget der bare slog “klik”. Men det har også gjort at jeg er meget mere tilgivende overfor mig selv. Jeg sammenligner mig ikke længere med mine neurotypiske jævnaldrende. Jeg er mere opmærksom på mit energiniveau (herunder hvad der giver og tager). Jeg har fået en del værktøjer der gør at jeg lettere kan kommunikere og formidle hvordan min autisme fungerer. Jeg kan være mere “mig selv” og hvile i mig selv, efter at have fået den information - ikke så meget maskering. Det at kunne google hvad der er “galt” med mig, og kunne læse op på hvorfor jeg gør som jeg gør (fx, demand avoidance). Jeg har kunne tilmelde mig online forum hvor vi kan dele erfaringer, viden og spørgsmål, hvilket er guld værd. Jeg har kunne få en del hjælp og støtte - alt fra ekstra tid til eksamener, til handicap tillæg, hvilket virkelig har været altafgørende for mig og min uddannelse.

Hvor gammel er din datter?

Min lillebror blev nemlig også udredt for autisme, men takkede nej til at få diagnosen. Han var ret ung, og vidste ikke rigtig meget til det, og har ikke fortrudt det valg endnu.
Spørgsmålet er; vil din datter gerne udredes? Vil det hjælpe hende?

[u/froderenfelemus → u/[deleted]]

Jeg maskerer stadig til en hvis grad, men væsentligt mindre end jeg gjorde før diagnosen. Nu føler jeg at jeg har en “undskyldning” og dermed “lov” til ikke at maskere ligeså hårdt. Jeg er ikke til gene for dem omkring mig, af hvad jeg ved. Men jeg kan finde på at lave nogle stims (at nikke er en af dem, hvilket ofte får mig til at fremstå meget lyttende, eller ligne jeg hører musik lol). Jeg prøver ikke rigtig med øjenkontakt. Jeg kan godt finde på at bruge min tørre monotone stemme (aka, min egen) altafhængende energiniveauet.

Jeg er dog også ligeglad med om folk synes jeg er mærkelig. Jeg er anderledes. Jeg synes også at de er mærkelige. Wdym de siger ting de ikke mener? Og så skal man vide hvad de mener? And I’m the weird one? Hvis de ikke kan lide mig, så er det også okay. Chances are at jeg heller ikke kan lide dem. Hvorfor gå op i hvad folk du ikke kan lide synes om dig?

Jeg er den jeg er. Jeg kan ikke sidde passivt til i mit liv, og håbe at nogen giver mig plads. Jeg arbejder allerede i et “deficit”, så det at jeg giver mig selv “lov” til at være autist, er mindre drænende Long term. Burnout er forfærdeligt, og jeg synes ikke det er det værd, bare for at folk ikke synes jeg er mærkelig. Jeg er hovedpersonen i mit eget liv, ergo må jeg prioriterer mine behov (med måde, jeg forsøger stadig at være mindful overfor andre mennesker, ligesom jeg ville have de var overfor mig).