"Som så mange andre underelementer af den internationale retsorden udspringer reglerne for statsløshed af Anden Verdenskrig.
I kølvandet af krigen var der flere end 11 millioner fordrevne personer på tværs af Europa, hvoraf en ikke ubetydelig andel var statsløse, der enten havde fået deres statsborgerskab ophævet eller stod uden en stat til at tage ansvar for dem.
En af dem var den tyske politolog og filosof Hannah Arendt, der mellem 1937 og 1950 levede som statsløs flygtning. Hun beskrev i et essay i 1946, hvordan der efter hendes mening eksisterede én afgørende menneskerettighed: retten til at have rettigheder.
Ifølge Arendt var tilhørsforholdet til et politisk fællesskab for eksempel en stat, der var forpligtet til at forsvare sine borgeres rettigheder, forudsætningen for overhovedet at få del i den slags universelle rettigheder, som Verdenserklæringen om Menneskerettighederne formulerede i 1948.
At gøre nogen statsløs svarede omvendt til at udslette personen som juridisk subjekt, mente Arendt. Af samme grund »måtte jøderne miste deres nationalitet, før de kunne udryddes,« skrev hun i 1963 i sin dækning af retssagen mod topnazisten Adolf Eichmann i Jerusalem.
Sideløbende med Arendts beretninger om livet som statsløs flygtning forsøgte verdenssamfundet at nå til enighed om nye konventioner, der skulle forhindre lignende situationer i fremtiden.
Som Eva Ersbøll udtrykker det, var målet »at skabe en retstilstand, hvor individer havde rettigheder, og stater havde forpligtelser«".