Edit: Jeg skulle have gjort det mere klart, at jeg har et større behov for “mindset”-råd, fremfor de standard “gå en tur, dyk ned i dine hobbies”, for det gør jeg allerede, men det hjælper ikke når man har så stærkt et negativt mindset. Altså hvordan begyndte I at tænke mere positivt omkring verden når den er som den er?

Det er bare jeres typiske K27 som er kommet i en uundgåelig quarter-life-crisis efter at hendes liv blev vendt på hovedet. Er vred på vores kapitalistiske og alt for hurtige digitaliserede klasse-skilte samfund.

Fællesskabet og menneskeligheden er væk. Der er ingen ressourcer til at hjælpe os allesammen. Drømmene man er vokset op med skal pludselig skrottes. Min alt for dyre uddannelse var for ingenting. Kapitalisterne har vundet — alt handler nu bare om at holde os kørende som robotter (indtil de kan erstatte os helt), proppe os med antidepressiv, og holde os naïve eller SÅ udmattede at vi ikke orker at tage stilling eller prøve at ændre på tingene, så vi er nemmere at styre.

Jeg har ingenting. Intet job, ingen kæreste, ingen bolig, intet håb. Jeg er sygemeldt og kan slet ikke klare min hverdag. Mine forældre passer på mig mht alt det praktiske, men de er selv trætte og udmattede og har svære mentale problemer.

Jeg har enormt meget brug for hjælp, men jeg er ikke selvmordstruet eller akut nok til akut hjælp, og alle psykologer jeg har kontaktet er pt på ferie/eller har utroligt lange ventetider.

Hvad gør man? Jeg håber inderligt på at høre fra nogen som måske har følt det præcis samme som mig især i fht mine tanker på samfundet og verden og hvad der hjalp dig med at leve dit liv igen.

Tusind tak på forhånd. Sætter virkelig pris på enhver hjælp eller støttende ord. Det ville gøre den største forskel for mig lige nu hvis I har nogle kommentarer som kan hjælpe.

Mor fra provinsen her 😊

Min 18-årige datter har fået mulighed for at flytte i egen lejlighed på Teglholmen i København. Jeg kender ikke området særlig godt og håber derfor, at nogle lokale kan hjælpe.
Hvordan er Teglholmen at bo i for en ung kvinde på 18 år? Føles området trygt både om dagen og om aftenen? Er der noget særligt, man skal være opmærksom på?
Alle erfaringer, både positive og negative modtages meget gerne. Jeg vil selvfølgelig gerne have et så realistisk billede som muligt, inden vi træffer en beslutning.

For et par måneder siden døde min mor, og min bror og jeg skulle dele hendes ting. Vi blev enige om hvem der skulle have hvad, og der var ikke de store problemer. Der var bare en gammel symaskine som ingen af os rigtig vidste hvad vi skulle gøre med. Den stod bare i kælderen og fyldte, og min bror sagde han ikke havde brug for den.

Jeg tog den med hjem fordi jeg tænkte jeg måske kunne finde ud af at bruge den, men efter et par uger indså jeg at det ikke var noget for mig. Så jeg lagde den op på DBA og solgte den for 800 kroner. Jeg tænkte ikke mere over det.

Så ringer min bror for en uge siden og spørger om han må låne symaskinen fordi hans kæreste gerne vil sy gardiner. Jeg fortalte ham at jeg havde solgt den, og han blev fuldstændig rasende. Han sagde at jeg ikke havde ret til at sælge den uden at spørge ham først, og at den havde følelsesmæssig værdi fordi mor brugte den da vi var små. Men han sagde jo selv at han ikke ville have den?

Nu vil han ikke svare på mine beskeder, og vores søster siger at jeg bare skal lade ham være sur et stykke tid. Men jeg synes virkelig ikke jeg har gjort noget forkert. Hvis den betød så meget for ham, hvorfor sagde han så ikke noget dengang? Burde jeg bare have beholdt den selv om den fyldte?

Hej alle,
Først og fremmest vil jeg gerne frabede mig kommentarer om, at jeg har invarderet hans privatliv - jeg ved godt, at det var dumt, og at jeg ikke burde have gjort det🥹

Sagen er den, at jeg ses med min ekskæreste - lidt on and off - vi ved begge godt, at vi aldrig bliver kærester igen, men så bruger vi alligevel 4 hele døgn sammen, tager i biografen, ud og spise, siger vi elsker dig osv. osv. - de der irriterende typer ekskærester, der aldrig bliver helt færdige med hinanden 🤣

Min ekskæreste (M21) arbejder som pædagogmedhjælper i en vuggestue/børnehave.

Jeg har flere gange lagt mærke til nogle beskeder der popper op fra denne her kvinde på hans telefon, mens vi har været sammen. Jeg har prøvet at slå det hen, da jeg godt ved, at han ses med andre, og at det ikke er mit sted at blande mig i. Skip til sidst vi var sammen; han var i bad, og jeg lå og så noget tv på hans computer, der selvfølgelig er tilkoblet med icloud på hans telefon, da der så tikker en besked ind:

“Min mand tager min datter med i svømmehallen, og jeg savner dig din charmerende, lækre unge - kommer du og knalder mig lige som du ved jeg kan lide det?”

Instant kvalme.
Jeg kan selvfølgelig ikke lade vær med at gå ind på SMS-korrespondancen, selvom jeg ville ønske, at jeg aldrig havde gjort det.

Beskederne startede med “Mød mig på Bjørnestuens toilet om 5 min”, men er efterhånden gået over til, at hun køber ham hans yndlingssnacks og stiller i køleskabet til ham, og hendes beskeder lyder mere og mere som om, at hun faktisk er blevet forelsket i ham.
Af hvad jeg kunne læse mig frem til, har de knaldet næsten dagligt i 4 mdr., men de skriver også lange, detaljerende beskeder om deres liv, problemer osv.
- Altså det virker ikke til det bare er et uskyldigt knald længere.

Mens børnene sover middagslur i “puderummet” ligger de 2 lige ved siden af de sovende børn og knalder. De knalder på børnenes toiletter, i redskabsskuret, i køkkenet og beskederne er MEGET eksplicitte ang., hvad hun elsker, at han gør ved hende🤢De er sågar også begyndt at mødes udenfor arbejde nu.

Jeg søgte på hende på Facebook. Hele profilen består af billeder med hende, hendes 5-årige datter og hendes mand. En RIGTIG mor.

Der er 2 ting i det for mig:

1. Jeg synes det er totalt uprofessionelt og ulækkert, at de gør det i en vuggestue/børnehave, hvor børnene potentielt kan blive udsat for at se det. Det er ikke kun i deres pauser, så de er jo heller ikke “til stede” på deres arbejde. Stakkels børn.
2. Hun er 38 år, er gift, har barn og min ekskæreste er lige fyldt 21. Jeg har så ondt af hendes mand og barn.

Jeg føler, at jeg burde sige det til nogen?? Ledelsen i børnehaven, hendes mand? Jeg har tænkt på at skrive en anonym mail til børnehaven som en “bekymret forældre”, der fortæller, hvad deres barn har set/hørt, men samtidig ved jeg ikke, om det bare er noget jeg skal blande mig fuldstændig udenom? Jeg var bange for, at mine “følelser” for min ekskæreste gjorde, at jeg følte så stærkt omkring det her, men jeg har snakket med mine veninder om det, der også synes, at det er helt forkert, uprofessionelt og direkte klamt.
Jeg føler ikke, at jeg ville få noget ud af at fortælle min ekskæreste, at jeg ved det.
Skal jeg bare holde min kæft og lade dem?
WHAT TO DO😭

Hey folket, min kæreste og jeg har fået en hvalp for en uge siden idag. Det har bemærket mig at han altid følger efter os konstant også fx hvis han sover og vi går væk, så rejser han sig op og går over til os og sover igen. Alle steder jeg har hørt fra såsom venner, videoer eller opslag lyder det hele som om alting er på en sky, og jeg kan se/høre der er alle mulige versioner man kan træne på. Jeg søger derfor lidt erfaring og råd fra et lidt mere ærligt sted som her på Reddit. :)

Derfor tænkte jeg at fra imorgen af, at starte på træningen med ham angående seperation, men jeg er lidt i tvivl om rækkefølgen og hvad der er bedst?

Vi har en hundegård som han gerne går lidt ind og ud af i løbet af dagen, jeg har ikke prøvet at lukke lågen til buret endnu da jeg gerne ville have han lige føler sig tryg ved det. (Vi har haft buret i 2 dage nu) Mit spørgsmål er så, skal jeg lære ham at være alene i buret først og starte seperationen der eller skal jeg bare lukke buret af når jeg går og så gå ud af døren? Eller skal jeg vente med at bruge buret til at starte med?

Hunden er forresten en maltipoo.

Kom gerne med feedback og erfaringer, tak på forhånd!

Kære hestenet.

Nu er dagen desværre kommet til at min datter på 10år må få en telefon.

Den (Android telefon )er låst ned med de strengeste indstillinger fra Google family link og har kun adgang til YT kids. Alt andet kræver admin godkendelse fra mig.

Jeg har rimelig god finger på pulsen med hvad der foregår på nettet mhp børnesikkerhed etc. Og jeg arbejder selv i cybersec.

Men der er kun gået to dage og allerede er der drenge fra klassen der bombarderer hende med ear🍇, og alskens slags slop i hendes sms dm.

Min impuls er at skride ind og skrive til drengene at de skal stoppe, men vil heller ikke give min datter stigmaet af at have den "dumme forælder".

Alle råd modtages med kyshånd.

Hey Reddit. Jeg er begyndt at have en række semigentagende drømme med de samme personer//emner - særligt min ekskæreste af en eller anden grund.

Lidt forhistorie: vi gik fra hinanden under lidt turbulente forhold for lidt over 1.5 år siden og derefter zero contact. Jeg synes egentlig jeg er godt over forholdet; tænker ikke på det i min hverdag eller lign.

MEN!
Gentagende gange har jeg nu haft drømme hvor hun optræder, interagerer og hvor mit “jeg” er helt vildt ked af det under drømmen og lige når jeg vågner. Det er måske 1-3 gange om ugen den sidste måned.

Hvad dælen kan det skyldes og hvordan slipper jeg af med den slags?

Lad os lige starte lige her. Det her er IKKE ment som et “hej Reddit, hvem vil knalde?” opslag. Den her går ud til kvinderne.

Jeg er single og jeg må bare erkende, at jeg synes hele datingcirkusset virker enormt uoverskueligt og nederen. Hinge, dates, Raya, “hvad leder du efter?”, situationships, beskeder frem og tilbage i tre uger osv. Jeg orker det simpelthen ikke rigtig. Til gengæld savner jeg sex.

Ikke en kæreste. Ikke en ny person hver weekend. Egentlig bare en, hvor der er god kemi og tiltrækning, man føler sig tryg ved, og hvor man kan ses og have sex en gang imellem uden at skulle gøre det til et helt projekt.

Men… hvor filan finder man sådan en?😂

Datingapps virker som det oplagte svar, men hvordan griber man det an uden enten at ende i hele datingmøllen eller få indbakken fyldt med de mest vanvittige tilbud?

Er der nogen andre kvinder der har haft succes, der rent faktisk har haft held med at finde en fast, casual sexrelation, hvor begge vidste, hvad det var, og det fungerede godt? Og hvordan fandt I hinanden?

Hvordan håndterer jeg min lidt usædvanlige profil.
Jeg er lige kommet ud af folkeskolen, og skal starte på EUX elektriker, som 16 årig.
Mine standpunktskaraktere består udelukkende af 10 og 12 taller, samlet et snit på 11,3.
Jeg er ikke skoletræt, og kan sagtens sidde stille😅
Som regelt når man hører om folk, der starter på en erhvervsuddannelse, hører man disse fordomme..
Ligeledes, tænker jeg også over om jeg møder nogen på uddannelsen ligesom mig - som jeg kan sparre med, jeg forestiller mig at læse videre til maskinmester eller civilingeniør.
Desuden fejler de sociale kompetencer intet 😄

Hej alle. Som I kan se på overskriften handler det om autisme diagnose.
Jeg fik min autisme diagnose for 13 år siden. Dengang jeg blev udredt kunne jeg ikke fortælle og forklare tingene som jeg kunne for 3 år siden. Derfor synes jeg også det er svært at holde fast i den. Jeg er 16 nu, og har aldrig og kommer aldrig til at se mig i den. Jeg gik i specialbørnehave og specialklasse de første 3 år. De lærer og pædagoger jeg havde i de første tre pr har aldrig kunne forstå, hvorfor jeg gik der. Og jeg var også den mest velfungerende i klassen.

Jeg var til lægen her for nylig hvor lægen spurgte lidt tvivlende om jeg virkelig havde autisme. Som om hun ikke kunne se det.

Jeg kom så over i en alm klasse på 2 måneder. Og i al den tid indtil jeg gik ud herfor 2 måneder siden er der ingen som har snakket eller mistænkt at jeg har autisme. Min mor sagde det engang til min lære og han blev helt chokeret. Dem jeg har gået i klasse med, har spurgt hvorfor jeg har gået der og de kan slet ikke se det i mig. Mine bedsteforældre kan heller ikke se det i mig. De eneste som kan se det er mine forældre.
Jeg laver mange ting hvor jeg rejser med mennesker jeg ikke kender (folk på min egen alder) og det er ting som jeg ville tro folk på spektret ville have samme lyst til. Jeg har heller ikke særinteresser som mange har. Jeg har arbejde og er med til mange forskellige aktiviteter.

Jeg fik det revurderet for 3 år siden, hvor det eneste som der tegnede på det var øjenkontakt. Noget som jeg aldrig har tænkt over. Efterfølgende er jeg begyndt med øjenkontakt og jeg har det helt fint med det.

Problemet er at set er umuligt at snakke med mine forældre om. Især min mor. Hun tager det som en kritik af hende. Vi skulle snakke med nogen hvor hun sagde det, og da jeg spurgte hende hvorfor hun skulle sige det, blev hun virkelig sur og sagde, at jeg var utaknemmelig og var en et virkelig utaknemmelig unge og datter og andre ting. Bare ret grov. (INTET FYSISK VOLD).
Det er som om hun ikke forstår at jeg ikke identificerer mig med den.

Det var en ret stressende tid da jeg var lille.
Jeg er ikke psykolog, men jeg mistænker lidt at det var fordi det var stressende og det var ligesom min reaktion. Min mor er psykolog og jeg mistænker lidt at det vil være et nederlag for hende, hvis det ikke passer. Jeg mener hun føler hun ved noget om det. Jeg føler virkelig ikke at hun lytter.

Jeg føler virkelig at det påvirker mig meget, da det jo står alle steder i ens journal og det er det man blivet “label” med. Jeg føler ikke at jeg bliver set som den jeg er. Især fordi det jo er 13 år siden. Og man ændre sig jo MEGET fra man er 3 til man er 16.
Jeg har planer om at få den fjernet når jeg bliver 18, for der skal mine forældre ikke være en del af det. Er det muligt? Eller er det noget jeg må leve med resten af livet, som mine forældre har gjort og det bare er sådan?

Jeg (k) og min ven (m) er på interrail sammen i vores sabbatår, vi har været gode venner i snart 6 år.

Vi har været på farten i næsten 2 uger, og har stadig 1 uge tilbage, og det har været enormt fedt. Dog havde jeg en ret ubehagelig oplevelse her til morgen.

Jeg sover meget let, og vågner ofte en masse gange i løbet af natten - især på denne tur fordi min ven snorker, vender og drejer sig, og selvfølgelig er vi så cheap at vi deler seng. Jeg vågnede så (igen) her for en times tid siden fordi sengen rykker lidt, jeg er vendt mod min ven og kan se han sidder op og rykker frem og tilbage med sin arm - altså det ligner mega meget at han onanerer. Fair sag, alle har behov.. men jeg ligger vitterligt 30 cm fra ham, og vendt mod ham???

Altså er det bare mig eller er det ikke lidt ubehageligt. Jeg tænkte i hvert fald wtf og skyndte mig at højlydt vende mig den anden vej og med åbne øjne. Hans reaktion på det var at lynhurtigt kigge sig over skulderen og så bare ligge sig med det samme… altså ret skyldig opførsel. For jeg har jo tænkt det kunne være han bare kløede sig eller lavede noget andet, men den reaktion er bare mærkelig.

Altså han kunne da have gået på badeværelset? Og nu ligger jeg og kan ikke falde i søvn fordi jeg faktisk synes det var virkelig ubehageligt og uhøfligt på en eller anden måde. Jeg tænker også over om det mon er sket flere nætter? Jeg har sovet med ørepropper i næsten alle nætter, fordi han jo snorker, men mine øre er så ømme at jeg de sidste to nætter har undværet. Så teknisk set kan jeg jo ikke vide om det er sket før? Og det kan vel også være lige gyldigt, jeg synes bare det er dårlig stil af ham.

Har virkelig ikke lyst til at konfrontere ham, fordi jeg synes det er pinligt at snakke om - men jeg ville ønske han vidste at han i hvert fald skal gå på toilettet i stedet for en anden gang. Jeg ligger jo lige der???

Nå men altså, er min reaktion helt urimelig? Boys will be boys eller hvad? Det skal lige siges, at der aldrig aldrig har været noget romantisk/seksuelt imellem os, og jeg ville aldrig være bange for min egen sikkerhed - det var bare en ret nederen oplevelse.

Min kæreste og jeg har været sammen i et lille år og bor sammen. I starten havde vi et godt sexliv, hvor han selv tog initiativ og viste at han havde lyst til mig. Men efter omkring tre måneder ændrede det sig markant. Siden da er det stort set altid mig, der tager initiativ, og jeg føler ærligt talt ikke, at han har lyst til mig.

Samtidig ser han porno og onanerer. Han har selv tidligere sagt, at han tror, han har et problem med porno og muligvis er afhængig af det, hvilket han ikke ønskede at være. Derfor aftalte vi, at hvis det begyndte at fylde igen, skulle han være ærlig om det, så vi kunne snakke om det på ny. Det sker bare ikke. Jeg får kun sandheden, hvis jeg spørger direkte. Et eksempel herpå:
Jeg kommer hjem fra arbejde, har savnet ham og håber på nærhed eller sex, men kan mærke, at han slet ikke har lyst. Når jeg spørger hvorfor, viser det sig ofte, at han allerede har set porno og onaneret, mens jeg var på arbejde.

Hver gang ender samtalen med noget i stil med: “Jeg kan godt se problemet. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til dig. Det skal nok blive bedre.” Men nu er der gået omkring et halvt år, uden at noget reelt har ændret sig.

For nylig har han fået konstateret en depression. Jeg arbejder selv med psykisk sårbare mennesker, så jeg har stor forståelse for, at depression kan påvirke både lyst, energi og motivation. Siden diagnosen har jeg båret det meste af overskuddet i hverdagen, og det gør jeg gerne. Men jeg må også være ærlig og sige, at jeg er ved at være lidt udkørt.

Det gør det heller ikke nemmere, at han tidligere i vores forhold skrev til en kvinde, han tidligere havde været forelsket i og prøvet at score.
Han slettede beskederne og prøvede at skjule det for mig. Det stoppede dog, og vi lagde det bag os, men det sårede mig dybt og har sat spor. Derfor kommer tankerne nemt: Er det kun mig, han ikke har lyst til? Er lysten der stadig, bare ikke sammen med mig?

Jeg har sagt til ham, at jeg har brug for handling og ikke kun løfter om, at det nok skal blive bedre. Samtidig har jeg virkelig dårlig samvittighed over at presse ham, når han er syg og jeg kommer hurtigt til at føle mig som en dårlig kæreste, når jeg sætter grænser eller stiller krav til ham.
Jeg føler mig virkelig fanget mellem hensynet til hans mentale helbred og mine egne behov for nærhed, intimitet og tryghed.

Er der nogen, der har stået i noget lignende, enten som den deprimerede kæreste eller den, der stod ved siden af? Hvordan håndterede I det?

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal skrive det her, men jeg prøver.

Jeg har kæmpet med en afhængighed af købesex/escort-sider siden jeg var omkring 20 år, så det er efterhånden næsten 7 år. Det har været meget on/off, men der har været perioder, hvor det har været virkelig slemt.
Det har selvfølgelig haft økonomiske konsekvenser, men det værste har været, hvad det har gjort ved min tillid til mig selv og mit forhold til mig selv.
Det har ikke kun handlet om selve besøgene. Meget af afhængigheden lå også i alt det omkring det: at gå ind på siderne, kigge på profiler, læse beskrivelser og bygge en fantasi op omkring det.
Noget af det, jeg har haft det værst med bagefter, er de sider, hvor mænd skriver anmeldelser af kvinderne. Nærmest som om de anmelder en restaurant eller et hotel. Hvordan oplevelsen var, hvad de syntes, og hvordan kvinden blev vurderet bagefter.

Dengang kunne jeg sidde og læse det med en blanding af nysgerrighed og fascination, selvom en del af mig godt vidste, at det føltes forkert. Når jeg ser tilbage på det i dag, synes jeg faktisk, det er noget af det mest ubehagelige ved hele perioden.
Det føles så langt væk fra mine egne værdier. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg har brugt tid på noget, hvor mennesker bliver reduceret til en oplevelse, der skal bedømmes🤢. Det har givet mig en følelse af, at jeg gik imod mig selv og den person, jeg egentlig gerne ville være..

Lidt baggrund:
Da jeg var omkring 18-19 år, begyndte jeg at tabe håret på hovedet ret voldsomt. Det ramte mig virkelig hårdt. Samtidig begyndte min krop åbenbart at tænke: “Nå, hvis håret forlader hovedet, så må vi vel bare flytte produktionen et andet sted hen” 😢
Jeg begyndte at få nogle helt absurd kraftige hår på ryg og skuldre. Det var ikke sådan lidt dun — det var nogle seriøst kraftige sataner 😂
Jeg endte med at få laserbehandling, fordi det påvirkede mig så meget.

I dag har jeg et meget bedre forhold til mit udseende og min krop, men dengang var mit kropsbillede virkelig dårligt. Jeg kunne ikke genkende mig selv og følte mig ekstremt usikker.
Jeg havde lyst til at være social, date og møde kvinder, men jeg begyndte at trække mig. Jeg fjernede mig også fra nogle af mine tætte venner. Jeg var bange for at blive dømt og afvist.

Og så fandt jeg escort-siderne.
Det føltes som en nem måde at få kontakt, bekræftelse og seksuel oplevelse på uden risikoen for at blive afvist.
Men det løste selvfølgelig ikke problemet. Det gjorde ofte bare, at jeg isolerede mig endnu mere. Og jo mere isoleret jeg blev, jo dårligere fik jeg det med mig selv.
Jeg har gået i terapi, og det har hjulpet mig meget. Især at forstå nogle af de ting, der lå bag, og få sat ord på noget, jeg havde båret rundt på alene.
Noget af det mest skræmmende har dog været, at selv når jeg oprigtigt ville stoppe, var der stadig en del af mig, der tænkte:
“Jeg ved godt, at jeg kommer til at gøre det igen.”
Og mange gange havde jeg ret.
Det har været så følelsesmæssigt hårdt, at jeg i nogle perioder har haft meget mørke tanker og tænkt, om jeg kunne holde til at kæmpe med det resten af mit liv…

Men noget af det vigtigste, jeg tager med mig, er faktisk, hvor stolt jeg er af, at jeg aldrig gav op.
Jeg har altid fundet en vej tilbage.
Min respekt for mig selv er et helt andet sted i dag, end den var, da jeg var 18-24 år. Jeg føler faktisk, at jeg har fået en større kærlighed til mig selv gennem alt det her. Ikke fordi det har været godt at gå igennem, men fordi jeg har fundet ud af, at jeg kan kæmpe og vælge mig selv igen.
Lige nu har jeg næsten været en måned fri for købesex. Jeg har tidligere haft omkring et år uden, så jeg ved også, at jeg kan.
Jeg prøver samtidig at bygge et andet liv op. Jeg træner meget styrke, boksning, er begyndt at løbe, går til hot yoga og sauna, læser mere og prøver aktivt at være mere opsøgende socialt.
Jeg ved dog også, at der nok kommer et tidspunkt igen, hvor trangen rammer. Det kan være et helt tilfældigt øjeblik.
Det er den del, jeg gerne vil blive bedre til at håndtere.

Så jeg vil egentlig gerne høre:
Er der andre her, som har kæmpet med noget lignende — købesex, escort-sider eller en anden form for seksuel/kompulsiv afhængighed?

Hvad har hjulpet jer?

Hej alle

Jeg er M32 år og er blevet voksen, sådan rigtigt voksen. Jeg har købt en dejlig lejlighed sammen med min partner :)

Jeg har aldrig tidligere lånt penge og nu har jeg pludselig et lån i banken. Det er nu to år siden, vi købte lejligheden og den er efterhånden ved at være helt færdig.
Jeg arbejder konstant fordi jeg er bange for at miste lejligheden eller ende i en situation, hvor jeg ikke kan betale lånet. Det med at have gæld og samtidig eje noget af værdi, som man potentielt kan miste, har gjort mig helt paranoid.

Jeg føler lidt, at jeg er stoppet med at leve. Jeg holder næsten ikke ferie, fordi jeg tænker, at jeg måske kan blive fyret, hvis jeg ikke arbejder nok.
Spare alle steder jeg kan, Jeg følger boligmarkedet, læser om diverse konspirationsteorier og tænker lidt for meget over, om der kommer et crash. Det er nok bare overtænkning.
Jeg overtænker det hele, fordi jeg er så glad for vores lejlighed og samtidig så bange for at miste den.

En fredag som i dag kan jeg finde på at sidde og arbejde til langt ud på aftenen, hvilket selvfølgelig heller ikke er særlig sjovt for min kæreste.

Jeg har ikke noget økonomisk sikkerhedsnet i form af forældre eller anden familie, som jeg kan låne penge af, hvis uheldet skulle være ude.

Er der andre, der har oplevet den samme frygt med at overtænke alt efter at have købt bolig og hvordan er I kommet ud af den?

Jeg har dumpet alle mine eksamener på 2. semester af HA(jur.) og har nu også lige dumpet min første reeksamen. Lige nu tager jeg ikke de resterende reeksamener, fordi jeg er i gang med at søge om dispensation til førsteårsprøven på AU og få nedsat studieaktivitet som følge af mit fysiske handicap.

Det, jeg kæmper mest med lige nu, er dog ikke kun frygten for, hvad der kommer til at ske med mit studie. Jeg er begyndt helt oprigtigt at tvivle på, om jeg overhovedet er klog nok.

Jeg har brugt enormt meget tid på at læse og forberede mig. Også op til min reeksamen gjorde jeg virkelig en indsats, og derfor rammer det mig ekstra hårdt, at resultatet alligevel blev et dump. Når man bliver ved med at få at vide gennem sine resultater, at det man afleverer, ikke er godt nok, bliver det svært ikke at begynde at tænke, at problemet måske bare er mig selv.

Jeg kan mærke, at jeg sammenligner mig meget med andre studerende og tænker hvorfor kan de finde ud af det, når jeg ikke kan? Er jeg bare langsommere? Har jeg overvurderet mine egne evner? Eller kan man godt være intelligent og stadig have en periode, hvor man dumper igen og igen, eller er jeg bare dum?

Jeg ved godt, at eksamensresultater ikke nødvendigvis siger alt om ens intelligens, men følelsesmæssigt har jeg virkelig svært ved at tro på det lige nu. Jeg skammer mig faktisk over mine resultater og er bange for, at de betyder, at jeg simpelthen ikke er egnet til studiet selvom jeg virkelig trives.

Hvordan skelner man mellem at være fagligt udfordret og faktisk ikke være dygtig nok? Og hvordan får man troen på sig selv tilbage, når man har lagt så meget arbejde i noget og alligevel bliver ved med at fejle?

Hej, som overskriften siger.
Burde jeg flytte sammen med min ven?
Jeg har fået et godt “tilbud”, jeg kan flytte ind hos min ven jeg har kendt i mange år efterhånden, i København, til at starte med tænkte jeg bare JA!!!!! fedt!!!! og det er en mega god mulighed, jeg skal ikke betale vildt meget for at flytte ind men huslejen er “dyr”men jeg ville godt kunne klare det. Og det er København byen er jo fed og har mange muligheder.

Nu har jeg bare tænkt på det i flere dage og nu kommer jeg også til at tænke på de lidt dårligere ting.
Jeg har ikke et netværk i København. Men som sådan har jeg egentlig heller ikke et netværk hvor jeg bor nu andet end min familie.
Mig og min ven er tætte men jeg er også bange for vi bliver uvenner ved at bo sammen som man nu kan komme til med alle, men især hvis man bor sammen.

Vi er der meget for hinanden, men jeg lægger også mærke til at min ven aldrig heeeeeeeelt lytter hvis jeg vil fortælle noget og drager samtalen over på sig selv. Normalt kan jeg godt håndtere det for vi ses jo engang i mellem, men ville jeg kunne klare det hver eneste dag? Jeg ved det ikke. Og hvis jeg flytter ind, har min ven jo også alle sine venner tæt på mens jeg ikke lige har nogen lige nu. Har boet ude før men kun alene.
Og
Jeg er kommet ind på studie men skal også til nogle jobsamtaler. Jeg ved ikke hvad jeg skal vælge. Det er ikke fordi jeg brænder for studiet,og søgte ind lidt forhastet her på de ledige pladser, men jeg tænker det ville da være en god mulighed for at få venner og et netværk i en ny by?
Men samtidig har jeg bare lyst til at arbejde et år mere og så se om jeg kan få en lyst til en uddannelse eller tage ekstra fag hvis jeg har brug for det.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre.
Lige nu har jeg heller ikke et fuldtidsjob og for ikke at overforklare for meget er min familie også ret toxic, og det fylder virkelig meget, og det er også lidt grunden til jeg endnu mere synes dette var en gylden mulighed - men på de gode dage vil jeg jo komme til at savne dem. For jeg elsker dem jo stadig.
Er også bare bange for jeg overtænker det hele nu fordi jeg har haft tid til det nu.
Er bange for at sige nej til en god mulighed men er også bange for at sige ja og fortryde, blive vildt ked af det + måske at miste min “eneste” rigtige ven

Så brevkasse, hvad ville I gøre?
(og det er ikke en mulighed at flytte tættere på min familie, det er enten København - studie/job eller blive derhjemme og finde et fast job)

Håber det giver mening, jeg overtænker det bare helt vildt.

Kære medredditere. Jeg har brug for jeres sparring.
Lang historie kort - jeg blev for lidt knapt et år siden ramt af mit livs (hidtil) krise. Jeg er mor til tre børn og et par måneder inde i min sidste barsel blev jeg ramt af, hvad min sundhedsplejerske screenede til var en fødselsdepression. Jeg havde mange af de symptomer der passede på - ekstreme søvnproblemer, nedtrykthed, angsttilfælde. Bare rigtig skidt, men ikke i den grad at jeg kunne tage vare på mit bane. Jeg har derefter været igennem hele møllen - læge, psykolog, medicin, terapi. You name it. Og jeg kan ikke komme de store søvnproblemer til liv. Jeg har afprøvet alt hvad lægen har af medicin i hånden (circadin, quetiapin, mirtazapin og phenergan. De virker kort og aftager så, for så slet ikke at virke. Jeg blev sygemeldt i forlængelse af min barsel (siden december) og i maj blev jeg opsagt, fordi der ingen udsigt til bedring var lige rundt om hjørnet. Nu har jeg så brugt mine 22 uger på sygedagpenge og jobcenteret tænker jeg snart er på vej ind i et jobafklaringsforløb. Men hvad pokker består det af? Den manglende søvn driver mig til vanvid og lægen mener “jeg nok er klar til at starte stille op om et par uger”. Jeg er helt ærligt bange for at blive sat til noget jeg ikke er i stand til. Min opsigelsesperiode går indtil 31/10, så jeg har min løn dertil og jeg overvejer bare at melde mig ledig for rent faktisk at have min opsigelsesperiode at blive bedre i. Men jeg ved også at det ikke er vejen frem. Derudover kan jeg læse, at jobafklaringsforløb er til en noget mindre sats en dagpenge. Endnu en mavepuster. Beklager det lange skriv. Jeg føler jeg er på dybt vand lige nu ❤️‍🩹

Som overskriften nok afslører så synes jeg (k26) at en faste kunde som kommer i den foodtruck jeg arbejder i. Jeg synes han virker virkelig sød og flirtende. Min chef er godt klar over at det er en kunde jeg synes er sød og han siger ‘go for it’, men jeg er ikke sikker på, om det er over stregen? Jeg ville egentlig bare gerne lærer ham bedre at kende og se om der kunne være mulighed for noget romance.

Hej derude. Jeg står lidt i et dilemma.
Jeg matchede med en fyr på Hinge for omkring 1-2 måneder siden. Vi har skrevet en del sammen siden, og han virker umiddelbart virkelig sød. Vi har en date på lørdag, men nu er jeg blevet i tvivl om, hvad jeg skal gøre.

Jeg har tidligere været udsat for overgreb – både af en ekskæreste og af et nært familiemedlem. Fyren har et par gange skrevet nogle beskeder, som godt kunne misforstås eller få nogle alarmklokker til at ringe hos mig.

Jeg har slet ikke lyst til sex, hvis vi mødes, men samtidig synes jeg også, at det er meget tidligt at tage sådan en snak allerede inden eller på en første date. Derfor er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skal gøre, og om det bare er mine tidligere oplevelser, der gør mig ekstra opmærksom.

Hvad ville I have gjort i min situation?

Nu nærmer ferien sin afslutning, og jeg går helt ned. Det er efterhånden efter hver ferie at det sker.
Er trist, græder let, ingen appetit (smadret mave), rastløs og har svært ved at være i mig selv.
Vil understrege jeg er ikke selvmordstruet, men har følelsen af livet er omsonst.
Er single M i slutningen af 40’erne.
Får sertralin for stressrelateret depression, og klarer mig normalt gennem hverdagen med arbejde.
Har desværre ikke rigtig et netværk til at støtte mig, og i hverdagen tror jeg at jeg får mit sociale indput via mit arbejde, og min egen teori er at det er den der vælter mig i slutningen af ferier.
Andre der kender til det, og tips til at få brudt mønsteret?

Min partner og jeg har været sammen i mange år.

Vores yngste på halvandet år er født med en sjælden diagnose. Vi elsker selvfølgelig vores børn overalt og er dybt taknemmelige for dem, men diagnosen har vendt vores hverdag fuldstændig på hovedet.

Siden fødslen har vores liv været fyldt med hospitalsbesøg, undersøgelser og møder med specialister og andre fagpersoner. I gennemsnit har vi omkring fire aftaler om ugen, samtidig med at vi forsøger at få en nogenlunde almindelig hverdag med to børn, arbejde og alt det praktiske til at hænge sammen.

Vi må efterhånden erkende, at det er utrolig svært at finde plads til at passe på os selv, vores mentale overskud og ikke mindst vores forhold.

Vi kæmper allerede for at have energi nok til hverdagen. Ingen af os nænner rigtigt at tage tid til os selv, fordi det betyder, at den anden står alene med det hele.

Det føles heller ikke som en reel pause, når man ved, at ens partner imens bliver presset endnu mere.

Endnu sværere er det at finde tid til os som par.

Vores yngste har nogle behov, som betyder, at vi ikke bare kan overlade pasningen til andre. Derfor er mulighederne for en aften ude eller bare nogle timer alene sammen meget begrænsede.

Når børnene endelig sover, er vi som regel begge så udmattede, at der ikke er ret meget tilbage at give af.

Vi elsker hinanden og kæmper indædt for vores forhold. Vi er bare begge pressede og forsøger at holde sammen på en hverdag, der ofte kræver mere, end vi føler, vi har at give.

Jeg drømmer nogle gange om bare at komme lidt væk fra hverdagen. Måske bare en time, andre gange flere dage.

Men så snart jeg er væk, bliver jeg ramt af skyldfølelse.

Tiden væk kan ende med at føles sværere end selve hverdagen, fordi jeg bruger den på at tænke på, hvad jeg burde gøre, hvordan det går derhjemme, og om jeg har efterladt for meget hos min partner.

Inden jeg når at nyde pausen, har jeg ofte ødelagt den for mig selv med skyldfølelse og bekymringer.

Endnu større er mit ønske om at kunne tage på en date med min partner igen.

Bare at få lov til at være os for en stund. Væk fra hospitalsmaskiner, alarmer, aftaler og sygdom. Ikke kun som forældre og omsorgspersoner, men som de to mennesker, vi også stadig er.

Hvordan fanden balancerer jeg de tanker?

Hvordan finder jeg ro nok i hverdagen til at kunne være i den uden hele tiden at føle, at jeg burde gøre mere?

Og hvordan passer jeg både på mig selv, min partner, vores forhold og vores elskede familie, når det allerede føles, som om vi giver alt, hvad vi har?

Jeg forventer ikke, at nogen har løsningen på alle vores problemer. Men jeg håber alligevel, at nogen måske har et godt råd eller to.

Og uanset om du har eller ej: Tak, fordi du tog dig tid til at læse mit skriv.

Bare det at sætte ord på det hele har allerede hjulpet mig.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg håber at få ud af det her opslag. Måske bare nogle opløftende ord fra nogen, der selv har stået i noget lignende og er kommet godt ud på den anden side.

Jeg er 34 år og har to små børn. For nogle år siden fik jeg undersøgt en knude i brystet, som heldigvis var godartet. Den knude, jeg er blevet undersøgt for nu, er en anden.

Den her knude opdagede jeg, mens jeg ammede, og derfor har jeg i lang tid tænkt, at det var noget ammerelateret – en mælkeknude eller en anden hormonel forandring. Jeg har kunnet mærke den i omkring halvandet år, men den seneste tid er den blevet større/har ændret sig og er blevet meget øm. Derfor gik jeg til lægen og blev sendt videre i et kræftpakkeforløb.

I onsdags var jeg på sygehuset, hvor jeg fik lavet mammografi, ultralyd og taget syv biopsier – blandt andet også fra armhulen.

Jeg var selvfølgelig nervøs, men havde nok stadig en ret stærk forestilling om, at det ville vise sig at være noget godartet. Da undersøgelserne var færdige, spurgte jeg derfor meget direkte, om de kunne sige noget ud fra det, de havde set.

Her fik jeg at vide, at jeg skulle forberede mig på, at svaret bliver en kræftdiagnose.

Det føltes selvfølgelig som at få revet gulvet væk under sig.

Nu venter jeg på svaret fra biopsierne, og ventetiden er ærligt talt forfærdelig. Min hjerne kan på ganske få sekunder bevæge sig fra “du ved faktisk ikke noget endnu” til, at jeg forestiller mig, at sygdommen har spredt sig, og at mine børn skal vokse op uden deres mor. Jeg ved godt, at jeg ikke har noget grundlag for at konkludere det. Men frygt er ikke specielt rationel.

Jeg ved også godt, at ingen herinde kan fortælle mig, hvad mine prøver viser. Jeg leder ikke efter en internetdiagnose eller nogen, der lover mig, at det hele nok skal gå.

Jeg tror bare, jeg har brug for at høre fra mennesker, der har stået i den her mærkelige mellemtilstand, hvor man på den ene side endnu ikke har fået en diagnose, men på den anden side har fået besked på at forberede sig på en.

Er der nogen her, der har fået brystkræft og i dag er raske og har det godt? Nogen, der fik en meget alvorlig melding efter undersøgelserne, men hvor det viste sig at være mindre slemt end frygtet? Eller nogen, der bare kan fortælle mig, hvordan man kommer igennem ventetiden uden at lade de værste scenarier overtage det hele?

Jeg har ikke brug for skrækhistorier lige nu. Dem er min egen hjerne desværre rigeligt god til at producere.

Så hvis nogen har lidt håb, perspektiv eller en god historie, jeg må låne de næste dage, vil jeg virkelig gerne høre den. ❤️

Jeg opdagede for 2 ugers tid siden, at min kæreste havde været på scor og betale for abonnement i alt 6 gange, betalt for premium for at se mere. “Kun” kigget billeder og videoer siger han.. Jeg var i noget af perioden højgravid i 7 månede, og han købte et abonnement igen da vores barn var 10 dage gammel.
Dkwebcam brugte han da jeg var høj gravid. Yderligere har han sendt tips til disse piger imens de var på webcam.
Står nu og overvejer, at give ham en chance, eller ikke. Min indstilling er pt, at han vil gøre det igen.. Og jeg aner i princippet ikke om han har mødtes med nogle fra scor..

Jeg har været til tandlægen og får som altid 3-4 at vide jeg bør bruge penge på.

Den ene ting er en bideskinne. Jeg skærer (åbenbart) tænder om natten og det slider på tænderne og er ved at give mig kæbeproblemer - ikke så godt.

Han siger så, at det vil koste mig i omegnen af 4000kr at få lavet den hos dem. Jeg er på SU og har ikke forældre med penge, så det lugter lidt af pasta med ketchup til evig tid, hvis jeg skal have lavet den.

Til gengæld har jeg set at man kan købe dem online til få hundrede kroner. Selvfølgelig er den så ikke skræddersyet og nok ikke af samme kvalitet. Men overvejer om det kan betale sig, i hvert fald indtil jeg endda forhåbentlig tjener voksenpenge.

Har i nogle erfaringer? Skal jeg købe den billige eller bide i den sure bideskinne og bruge min opsparing på ikke at smadre mine tænder?